Mere end to år efter den norske milliardærfrue Anne-Elisabeth Hagen forsvandt sporløst fra sit hjem i Lørenskog, er der kommet nye detaljer frem om hendes gøren og laden på forsvindingsdagen.

Detaljer, som er tilvejebragt ved hjælp af data fra Anne-Elisabeth Hagens mobiltelefon.

Det skriver det norske medie VG, som har lavet en tidslinje over den skæbnesvangre oktobermorgen for mere end to år siden, hvor den 68-årige mor til tre børn forsvandt for aldrig at blive set igen.

Af tidslinjen fremgår det blandt andet, at den første aktivitet på Anne-Elisabeth Hagens telefon blev registreret klokken 06.57, hvor politiet mener, at hun stod op.

Anne-Elisabeth Hagen modtog en række opkald og en enkelt sms på forsvindingsdagen, som hun aldrig besvarede.
Anne-Elisabeth Hagen modtog en række opkald og en enkelt sms på forsvindingsdagen, som hun aldrig besvarede. Foto: Privat
Vis mere

Mellem klokken 08.45 og 09.14 foretager den 68-årige milliardærfrue tre opkald. Et til en ansat i sin mand, Tom Hagens, virksomhed. Et til en af sine døtre og et til sin søn.

Sidstnævnte opkald finder sted klokken 09.14, varer 92 sekunder, og anses af politiet som værende det sidste sikre livstegn fra Anne-Elisabeth Hagen. Kort efter opkaldet klokken 09.16 blev afsluttet, mener man, at den 68-årige milliardærfrue er blevet udsat for en alvorlig kriminel handling.

En teori, som aktiviteten på hendes telefon synes at bekræfte.

Klokken 09.50 ringer hendes søn nemlig igen, men får ikke noget svar. Derfor sender han i stedet en sms. Pågældende sms blev dog aldrig åbnet.

Anne-Elisabeth Hagen forsvandt 31. oktober 2018 sporløst fra hjemmet i Lørenskog.
Anne-Elisabeth Hagen forsvandt 31. oktober 2018 sporløst fra hjemmet i Lørenskog. Foto: Vidar Ruud
Vis mere

Efter klokken 10.07 registreres der ingen aktivitet på Anne-Elisabeth Hagens mobiltelefon. Telefonen er hverken i brug eller i bevægelse – lige bortset fra en enkelt gang mellem samtalen med sønnen klokken 09.14 og klokken 10.07, hvor der registreres en brat bevægelse på telefonen.

Politiet har ifølge VG forsøgt at rekonstruere bevægelsen, men det er uklart, om den kan knyttes til den alvorlige kriminelle handling, hun blev udsat for.

Tom Hagen har i forbindelse med en afhøring forklaret, at han omkring klokken 13.40 kørte fra arbejde hjem til parrets fælles hjem, fordi han var bekymret over, at hans kone ikke svarede på hans telefonopkald.

Han leder angiveligt – forgæves – efter sin kone i hele huset, hvorefter han ringer til en af sine døtre og sin søn. Klokken 14.10 ringer den norske milliardær til politiet med beskeden om, at hans kone er forsvundet – formentligt bortført.

Tom Hagen, der 28. april 2020 blev anholdt af politiet og sigtet for at have dræbt Anne-Elisabeth Hagen.
Tom Hagen, der 28. april 2020 blev anholdt af politiet og sigtet for at have dræbt Anne-Elisabeth Hagen. Foto: Torbjørn Olsen / GD / NTB scanp
Vis mere

Selv om Tom Hagen, en af Norges rigeste mænd, holder fast i, at hans hustru gennem næsten 50 år er blevet bortført af ukendte gerningsmænd, som prøver at presse ham for millioner af kroner, så er politiet af en anden opfattelse.

De mistænker rigmanden for drab eller medvirken til drab og mener, at kidnapningen er et stort fupnummer.

Tom Hagen nægter sig skyldig.