Anklagerne og beskyldningerne bliver ved.

Jetsetteren Ghislaine Maxwell, tidligere kæreste med Jeffrey Epstein, fik for lidt over 14 dage siden forlænget sin fængsling på grund af sin rolle i skandalesagen om Epstein.

Det skete ved en høring i New York. Efter høringen er anklagerne i sagen ved at strikke nok beviser sammen imod Maxwell. Og det er nogle af disse hidtil usete beviser, der er blevet afsløret. Det skriver medier som Daily Mail og New York Post.

Ifølge retsdokumenter beskyldes Ghislaine Maxwell for at have taget billeder af topløse mindreårige piger. Billeder, hun angiveligt har opbevaret i et fotoalbum som samleobjekt.

Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein.
Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein. Foto: LAURA CAVANAUGH, HANDOUT
Vis mere

Det er Jeffrey Epsteins tidligere butler, Juan Alessi, der er manden bag udtalelserne.

»Jeg husker, at hun havde – lidt ligesom en hobby – taget billeder af nogle piger, der var topløse,« udtalte han i 2016 i forbindelse med en anden retssag mod Epstein.

Derudover hævder Alessi, som var butler fra 1990 til 2002, at unge piger blev betalt for at massere Maxwell og Epstein i rum, hvorefter han kunne finde dildoer og 'skinnende kostumer' liggende.

Det er Alessis påstand, at disse objekter blev brugt til sex i forbindelse med, at de unge piger blev betalt for at give massage.

På trods af, at hendes navn i årtier har været tilknyttet Jeffrey Epstein og hans sexmisbrug, har alle døre været åbne for hende. Her er hun fotograferet i 2013 under en tale i FN.
På trods af, at hendes navn i årtier har været tilknyttet Jeffrey Epstein og hans sexmisbrug, har alle døre været åbne for hende. Her er hun fotograferet i 2013 under en tale i FN. Foto: REUTERS TV
Vis mere

Ghislaine Maxwell sidder lige nu i fængsel, indtil hendes retssag begynder om et år.

Maxwell sidder under anklage på grund af beskyldninger om, at hun skulle have lokket mindreårige piger, så den afdøde Jeffrey Epstein kunne misbruge dem.

Hun er også anklaget for selv at have deltaget i nogle af overgrebene.

Sammen med sine advokater tilbød Ghislaine Maxwell at betale 30 millioner kroner mod kaution. Det afviste retten i New York, hvorfor 58-årige Maxwell lige nu sidder bag tremmer.