Dagen efter, at kong Charles fratog prinsetitlen fra Andrew Mountbatten Windsor, som han nu skal kaldes, er der mere brænde på skandalebålet.
For retsdokumenter fra USA er torsdag blevet offentliggjort, og her fremgår en mailkorrespondance mellem den tidligere prins Andrew og den nu afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.
Det skriver Sky News.
Beskederne mellem de to parter blev sendt bare få måneder efter, at forretningsmanden var blevet løsladt fra fængslet efter en pædofilidom i 2009.
I foråret 2010 foreslog Jeffrey Epstein, at Andrew burde møde bankmanden Jes Staley i London.
Det, svarede Andrew, kunne han desværre ikke på grund af andre planer.
Til gengæld skrev han:
»Jeg har heller ingen umiddelbare planer om at komme forbi New York, men jeg tror, jeg bør gøre det på et tidspunkt snart. Jeg vil se, om jeg kan finde et par dage inden sommeren. Det ville være godt at mødes ansigt til ansigt.«
Andrew og Epstein blev set sammen i Central Park i New York i december 2010.
Andrew fortalte i et interview i 2019, at det var for at bryde deres venskab.
Du kan læse meget mere om kong Charles' beslutning om at fratage Andrew sine titler og royale residens HER.
