»Der findes ingen moderne fortilfælde for et så kolossalt tab af kongelig status.«
En meddelelse, som det britiske kongehus sendte ud torsdag aften, har vakt stor opsigt.
For i udtalelsen lød det:
»Hans Majestæt (kong Charles, red.) har i dag en formel proces for at fratage prins Andrew hans titel, rang og æresbevisninger.«
»Prins Andrew vil fremover være kendt som Andrew Mountbatten Windsor,« lød det videre.
Meldingen er kommet, efter prins Andrew i stigende grad er blevet sat under pres for sine forbindelser til den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein, ligesom han er blevet beskyldt for at have voldtaget Virginia Giuffre tilbage i 2001, da hun var 17 år.

Hun blev dengang – ifølge hendes eget udsagn – i en periode udnyttet som sexslave af Jeffrey Epstein.
Andrew har nægtet sig skyldig – men anklagerne har nu resulteret i, at han både mister titlen som prins og sin royale residens.
Og dét er noget, der vækker opsigt, forklarer den royale korrespondent hos BBC, Sean Coughlan, til eget medie.
»Efter uger, måneder, år og endda årtier med skandaler er alle titler og privilegier fra den tidligere prins Andrew blevet fuldstændig fjernet. Der findes ingen moderne fortilfælde for et så kolossalt tab af kongelig status,« skriver han i en analyse:
»Det er et øjeblik, hvor plasteret rives af, og slottet håber, at det endelig vil sætte en stopper for den endeløse strøm af dårlige nyheder om Andrew.«
Tidligere i oktober – i forbindelse med det stigende pres fra anklagerne mod sig – frasagde Andrew selv sine tilbageværende kongelige titler bortset fra titlen som prins.
Nu har han ingen titler tilbage, fremgår det af meddelelsen fra det britiske kongehus.
»Den smule værdighed, han fik, ved at han frivilligt valgte ikke at bruge sine titler, er blevet taget fra ham,« skriver BBCs royale korrespondent.

Det eneste, der er tilbage, er hans plads i arvefølgen – men ifølge Sean Coughlan vil den også kunne fjernes af parlamentet, hvis Commonwealth-landene giver deres samtykke.
Sagen slutter dog formentlig ikke her.
For ifølge den royale korrespondent står flere spørgsmål endnu ubesvaret tilbage.
Blandt andet om, hvem der vidste hvad og hvornår om Andrew og Epstein.
Og om der kan dukke nye skandaler om Andrew op i fremtiden.
Analysen fra Sean Coughlan ligger sig i tråd med den umiddelbare reaktion fra B.T.s underholdningsredaktør, Fie West, der kaldte udmeldingen fra det britiske kongehus om Andrew for »fuldstændig vild« og »uden fortilfælde«:
»Presset er blevet så stort, at kong Charles ikke har set nogen anden udvej end ikke bare at lægge afstand til prins Andrew, men simpelthen fuldstændig afkoble ham fra kongehuset,« sagde hun torsdag.
Det kan du læse mere om i artiklen HER.

