Virginia Giuffres familie kalder det for en sejr, at prins Andrew ikke længere er prins.

Sådan lyder det fra familien i en udtalelse ifølge BBC.

»I dag fældede en helt almindelig amerikansk pige fra en almindelig amerikansk familie en britisk prins med sin sandhed og sit ekstraordinære mod,« siger hendes bror Skye Roberts og svigerinde Amanda.

Virginia Giuffre tog tidligere i år sit eget liv. Hun hævdede, at hun som 17-årig blev tvunget til at have sex med prins Andrew, hvilket han benægter.

Andrew blev torsdag officielt frataget titlen som prins samt sin royale residens, Royal Lodge.

»Virginia Roberts Giuffre, vores søster, som var et barn, da hun blev seksuelt misbrugt af Andrew, holdt aldrig op med at kæmpe for at få ansvaret for det, der var sket hende og utallige andre overlevende som hende, fastslået,« fortsætter familiens udtalelse.

»I dag erklærer hun sejr. Vi, hendes familie, sammen med hendes overlevende søstre, fortsætter Virginias kamp og vil ikke hvile, før det samme ansvar gælder for alle misbrugere og medskyldige, der er forbundet med Jeffrey Epstein og Ghislaine Maxwell.«

B.T.s underholdningsredaktør, Fie West, kalder beslutningen om at fratage Andrew alt for »fuldstændig uden fortilfælde«. Det kan du læse mere om HER.