En regulær menneskejagt brød ud i England, efter asylansøgeren Hadush Kebatu fejlagtigt blev løsladt fra fængslet. 

Nu er han anholdt, oplyser det engelske politi ifølge BBC

Mediet skriver videre, at han er blevet anholdt ved Finsbury Park i London klokken 08.30 søndag - to dage efter, at han blev løsladt fra fængslet.

Asylansøgeren fra Etiopien blev i juli måned berygtet i Storbritannien, fordi han begik et seksuelt overgreb på en kvinde og en kun 14-årig pige.

Det skete, efter at han var ankommet til Storbritannien i en lille båd få dage forinden og boede på et hotel i byen Epping.

Han fortalte ofrene, at han ville have 'et barn med hver af dem', og han forsøgte at kysse dem, inden han lagde sin hånd på den ene piges lår og strøg hende over håret, skriver Sky News.

Pigen fortalte senere politiet, at hun »frøs« og blev »virkelig skræmt« og sagde til ham: »Nej, jeg er 14 år«.

Hadush Kebatu blev dømt til 12 måneders fængsel, da han blev fundet skyldig i at have lagt sin hånd på kvindens lår og forsøgt at kysse hende, da hun forsøgte at gribe ind, efter at hun havde set ham krænke den 14-årige pige. 

Sky News skriver videre, at Hadush Kebatu blev løsladt fra fængslet, og at han skulle hentes af immigrationsmyndighederne med henblik på udvisning. 

Derefter er det fortsat uklart, hvad der skete.