Londons politi Metropolian Police overtager nu eftersøgningen af den eftersøgte asylansøger Hadush Kebatu. 

I en erklæring bekræfter politiinspektør James Conway nu, at Kebatu er steget af toget på Stratford Station i det nordøstlige London. 

»Vi gennemgår overvågningskameraer fra det område og længere væk, herunder i transportnettet for at finde oplysninger om hans efterfølgende bevægelser,« siger han ifølge Sky News.

Dermed er politiet kommet nærmere et opholdssted for Hadush Kebatu, der lige nu er eftersøgt i Storbritannien og dermed centrum for en regulær menneskejagt. 

Asylansøgeren fra Etiopien blev i juli måned berygtet i Storbritannien, fordi han begik et seksuelt overgreb på en kvinde og en kun 14-årig pige.

Det skete, efter at han var ankommet til Storbritannien i en lille båd få dage forinden og boede på et hotel i byen Epping.

Han fortalte ofrene, at han ville have ‘et barn med hver af dem’, og han forsøgte at kysse dem, inden han lagde sin hånd på den ene piges lår og strøg hende over håret, skriver Sky News.

Pigen fortalte senere politiet, at hun »frøs« og blev »virkelig skræmt« og sagde til ham: »Nej, jeg er 14 år«.

Sagen udløste landsdækkende protester.

Kebatu blev efterfølgende fundet skyldig i at have lagt sin hånd på kvindens lår og forsøgt at kysse hende, da hun forsøgte at gribe ind, efter at hun havde set ham krænke den 14-årige pige.

Dommeren dømte Kebatu til 12 måneders fængsel. 

Sky News skriver, at Hadush Kebatu blev løsladt fra fængslet, og at han skulle hentes af immigrationsmyndighederne med henblik på en udvisning. Derefter er det uklart, hvad der skete.