Efter nattens afstemning i Repræsentanternes Hus er rigsretssagen imod præsident Donald Trump en kendsgerning.

Men ingen ved nu, hvornår selve sagen får lov til at starte.

Den demokratiske leder, Nancy Pelosi har nemlig understreget, at Repræsentanternes Hus, hvor hun selv styrer flertallet, ikke nødvendigvis er klar til at give sagen videre til næste instans, senatet, hvor selve sagen skal afgøres.

I senatet sidder Pelosis politiske modstandere republikanerne på magten med 53 ud af i alt 100 medlemmer. Og her er flertalsleder Mitch McConnell ikke spor tilfreds med den seneste 'forsinkelse'.

Nancy Pelosi truer med at trække sagen imod Trump i yderligere langdrag
Nancy Pelosi truer med at trække sagen imod Trump i yderligere langdrag JIM LO SCALZO - EPA

»Fru Pelosi er måske nervøs for, at deres sag imod præsidenten ikke er stærk nok. Måske er det derfor, hun nu er bange. Hvis demokraterne er sikre i deres sag, så forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke fortsætter med det samme,« siger McConnell ifølge New York Times.

Hvis alt gik som McConnell ønsker, ville senatet begynde selve rigsretssagen kort tid efter nytår.

For at få præsident Trump afsat, skal to trediedele af senatets medlemmer stemme 'skyldig'. Og med 53 republikanske senatorer ville dette være usandsynligt.

Derfor overvejer Nancy Pelosi og resten af det demokratiske parti nu, at vente på nye vidner.

Donald Trump til jule-vælgermøde i Michigan.
Donald Trump til jule-vælgermøde i Michigan. LEAH MILLIS - Reuters

Allerede i november indkaldte Pelosi og det demokratiske parti således den forhenværende sikkerhedsrådgiver, John Bolton, forsvarsminister Mike Pompeo, Trumps talsperson Mick Mulvaney og præsidentens personlige advokat Rudolph Giuliani.

Disse potentielt vigtige vidner fik forbud imod at møde op - direkte fra Det Hvide Hus.

Hvorvidt vidnerne trods Trump-forbud har juridisk pligt til at møde op, vurdres i øjeblikket af diverse domstole. Og denne vurdering kan tage måneder.

Hvis sagen trækker ud, vil Donald Trump gå ind i kampen om genvalg i 2020 med de alvorlige anklager hængende over hovedet.

Derfor vil Mitch McConnell hurtigst muligt have sagen overstået.

Men Nancy Pelosi har tydeligvis ikke travlt.

»Hvis Hr. McConnell er overbevist om, at vores sag imod Trump er tynd, hvorfor er han så bange for disse oplagte vidner. Lad vidnerne tale og lad sagen gå sin retfærdige gang.«

Donald Trump er blot den tredie præsident i amerikansk historie, der stilles for en rigsret.

Ifølge demokraterne misbrugte Trump sin magt, da han bad Ukraines præsident om at finde politisk snavs på sin demokratiske modstander, Joe Biden. Og da Trump efterfølgende forhindrede vidner i at møde og tilbageholdte vigtige dokumenter, gjorde præsidenten sig (ifølge Nancy Pelosi) skyldig i at forhindre kongressens arbejde.