Hvem er hun egentlig? Og hvad får hun dagene til at gå med?

Det er nogle af de spørgsmål, CNN's Det Hvide Hus-reporter Kate Bennett oftest er blevet stillet om førstedamen Melania Trump. Og nu kommer hun i en opsigtsvækkende bog med svar herom.

Bogen, som hedder 'Free, Melania' bygger på navngivne såvel som unavngivne kilder i Melania Trumps indre kredse samt på journalistens egne betragtninger.

Hun har i tre år dækket Donald Trump og hans gøren og laden på fuldtid, og det er altså blevet til den hidtil mest detaljerede bog om hans hustru.

Melania Trump er nemlig ikke kendt for at være en åben bog. Faktisk tværtimod.

Men man skal ikke tage fejl. Melania Trump er en mægtig kvinde, selvom hun oftest holder sig udenfor mediernes søgelys, lyder det i bogen ifølge People:

»Melania har ikke alene magt og indflydelse på præsidenten. Hun har måske også mere af begge end nogen anden i Det Hvide Hus.«

Og det er altså, selvom hun ikke bruger sin tid på scener og i medierne. Ifølge Kate Bennett ser Melania Trump dog ikke politik og præsidentielle sager som sit vigtigste job, men i stedet går hun op i vedligeholdelsen af præsidentresidensen.

»Hun lever i bund og grund livet som velhavende, hjemmegående mor til tre. Hun tænker ting som: 'Åh gud, det er allerede august. Vi er nødt til at begynde og overveje Thanksgiving-arrangementerne,« fortæller Kate Bennett om sine betragtninger.

Melania Trump er tilfreds, og så er hun tonedøv for andres kritik. Noget, der blev understreget, da hun iførte sig en jakke med påskriften 'I Really Don't Care. Do You?' sidste år.

»Hun er ligeglad med, hvad folk synes om hende. Hvad end det er, at folk mener, hun deler Trumps synspunkter og støtter hans handlinger med at være gift med ham, eller om folk mener, at hun kun står ved hans side af respekt for det traditionelle ægteskab,« lyder det i 'Free, Melania'.

Under bogens tilblivelse har Det Hvide Hus samarbejdet med Kate Bennett. Men da man i Det Hvide Hus fik det endelige eksemplar i hånden, forsvandt velviljen. Ifølge Det Hvide Hus er bogen nemlig 'fuld af fejl'.