I en ny dokumentar om Michael Jackson står to påståede ofre frem og fortæller, hvordan de er blevet seksuelt misbrugt af verdensstjernen.

Repræsentanter for boet efter Michael Jackson kritiserer dokumentaren på det kraftigste.

De kalder det for et uhyrligt og patetisk forsøg på at udnytte og tjene penge på Michael Jacksons navn, skriver BBC.

Filmen hedder ‘Leaving Neverland’ og vil blive vist denne måned på Sundance Film Festival i byerne Park City, Salt Lake City og Ogden i Utah.

De to mænd og påståede ofre, der optræder i dokumentaren, siger, at de var syv og ti år, da Michael Jackson blev venner med dem og deres familier.

Nu er de begge i deres 30’ere og påstår altså, at de blev seksuelt misbrugt af den afdøde konge af pop.

I 2003 ransagede politiet stjernens forlystelsespark ‘Neverland’ i Californien og undersøgte påstande om, at han skulle have forgrebet sig på en 13-årig dreng.

I 2005 blev han tiltalt og frifundet for beskyldningerne om pædofili.

Filmen, der er delt op i to dele, er instrueret af Dan Reed, som også står bag dokumentarer som ‘The Valley’, Terror in Mumbai’ og ‘The Paedophile Hunter’.

Den er produceret i samarbejde med Channel 4, HBO og Reed.

Den vil blive vist i to afsnit af to-timer i foråret 2019.

Michael Jackson døde af et hjertestop 25. juni 2009 i en alder af 50 år.