James Pitzen troede ikke sine egne ører, da han i sidste uge blev ringet op af en politibetjent.
»Vi har fået et tip om, at din søn lever, og det tjekker vi nu,« sagde stemmen i den anden ende af røret.
Mere fik han ikke at vide. Og så kunne han altså bare sidde og vente på, om hans søn Timmothy Pitzen, der forsvandt i 2011, kom hjem igen.
James troede på miraklet, men et par dage efter kom den dårligere nyhed:
Det var en 23-årig mand ved navn Brian Michael Rini, der havde løjet om, at han var den forsvundne dreng.
»Det gør bare ondt. Nu må jeg vente på, at såret heler igen,« fortæller James Pitzen i et interview med NBC News.
Den efterladte far afslører i interviewet, at det er fjerde gang på otte år, det amerikanske politi ringer og fortæller, at de 'måske' har fundet Timmothy.
Derfor er han efterhånden vant til at håndtere uvisheden.

»Jeg har klaret det her i otte år og har lært at slappe af i de her situationer. Men jeg vil bare have min søn hjem,« siger han.
Timmothy forsvandt en majdag i 2011, da han var på en ferietur med sin mor.
Moderen begik selvmord på et hotelværelse og efterlod en seddel, hvor der stod, at hendes søn 'var i sikkerhed, men at man aldrig ville kunne finde ham'.
Og netop derfor tror James også på, at sønnen stadig er i live.
»Han kunne være alle steder, men nu har opmærksomheden gjort, at hans billede er derude igen, så måske han dukker op derude et sted,« siger han.
Der er de seneste dage kommet flere detaljer ud om Brian Michael Rini, og det viser sig, at han har en lang historik med det amerikanske politi.
»Jeg håber, at han får hjælp, og at han kommer i fængsel eller i en anden institution for det her. Jeg har ikke talt med ham i mange år, men han har lavet dumme ting i så lang tid, jeg kan huske,« siger Brian Michael Rinis bror, Jonathon Rini, til Cleveland19.
Det er desuden også kommet frem, at Brian Michael Rini blev ved med at fastholde over for FBI-agenter, at han var Timmothy Pitzen, selvom de havde taget dna-prøver af ham. Først da dna-resultaterne lå klar, krøb den 23-årige mand til korset og indrømmede, at det var løgn.

