Den brasilianske model Caroline Bittencourt blev brutalt revet i vandet fra en yacht og druknede den 29. april i år.
Nu bliver hendes mand, den 37-årige Jorge Sestini, sigtet for uagtsomt manddrab.
Vejret var simpelthen ikke egnet til at sejle i, og det burde han have vidst, siger politiet i Sao Paolo.
Han sejlede ud i deres 16 fods katamaran trods to advarsler om den storm, der hærgede vandet ud for byen med vindhastigheder på op mod 100 km/t.
Bittencourt, der også var 37 år, arbejdede for brasiliansk tv, og hun havde tilsyneladende ikke nogen redningsvest på, da stormen rev hende i vandet.
Jorge Sestini hoppede i vandet i et forgæves forsøg på at redde sin kone, men han sigtes nu for at sætte hendes liv på spil. Det skriver New York Post.
»Vi tror, at Jorge risikerede Carolines liv – og hans eget – da han tilsyneladende ignorerede advarslen og det slemme vejr,« siger Vanderley Pagliarini fra politiet i Sao Paolo.
Ejeren af den marina, som parret sejlede ud fra, Leonardo Oliveira, fortalte politiet, at han to gange havde advaret Sestini mod at tage afsted.
Nu venter politiet bare på, at Sestini selv dukker op på en politistation.
Så vil han blive sigtet.
Herunder ses et af de sidste billeder, Caroline Bittencourt lagde på Instagram, før sin død.