Den australske model Annalise Braakensiek er søndag blevet fundet død i sin lejlighed i Sydney. Det skriver det australske medie News.com.

Ifølge avisen var politiet og ambulancer til stede ved modellens lejlighed søndag 15.30 lokal tid, efter både hendes familie og venner siden torsdag havde været bekymrede for, hvor hun befandt sig.

Ingen af dem fik svar på opkald eller sms'er fra den 45-årige model, smykke- og undertøjsdesigner, hvorfor de kontaktede politiet, der senere fandt modellen død. Der var dog intet, der tydede på, at der var sket en forbrydelse, lød det fra politiet, der senere vil opdatere offentligheden i sagen.

For godt et år siden blev Annalise Braakensiek skilt fra sin mand gennem 16 år, Danny Goldberg. Dengang var det en stor smerte, hun gik igennem.

»Jeg ved ikke, om et ødelagt hjerte nogensinde kommer sig, eller om man bare skal lære et leve med det i stykker,« skrev hun dengang på sin Instagram-profil.

I et halvt år efter bruddet levede Annalise Braakensiek på skift forskellige steder, men i november sidste år købte hun så endelig den lejlighed, hvor hun søndag blev fundet.

I et interview i december fortalte hun, hvordan 2018 havde været et hårdt år, hvor det sværeste var ikke at have sit eget hjem. Samtidig med det kæmpede hun med en depression.

Op til dødsfaldet var der dog intet, der tydede på, at hun følte sig dårligt til mode. Det fortæller en nær veninde til News.com.

»Jeg talte med Annalise onsdag aften, og der syntes jeg, at hun lød okay. Jeg var slet ikke bekymret. Vi diskuterede det nye år og alle de skønne ting, vi skulle opnå i 2019,« siger Adriana Dib.

»At finde ud af, at hun ikke er her mere, er ødelæggende. Jeg er helt ude af mig selv. Hun havde altid kærlighed til alle, hun kendte. Mit liv var bedre, fordi hun var en del af det. Jeg følte mig virkelig heldig. Verden har mistet et lys i hende,« lyder det.

På Instagram skrev Annalise i et af sine allersidste opslag, fra 15. december, følgende;

»Tak fra bunden af mit hjerte til alle jer, der har hjulpet mig gennem de mørke skyer«.