»Jeg vil gøre alt, jeg kan, for at bære din arv videre og gøre dig stolt.«

Mandag gik den amerikanske skuespiller Luke Perry bort, efter han blev ramt af et alvorligt slagtilfælde. Ved hans side var hans to børn, sønnen Jack på 21 og datteren Sophie på 18.

Dagen efter satte datteren ord på tabet af faderen, og nu gør Jack det samme.

I et opslag på sin Instagram-profil skriver han, at hans hjerte er knust over savnet.

'Han var mange ting for en masse mennesker. Men for mig var han altid far,' indleder han opslaget og fortsætter:

'Han elskede og støttede mig i alt, og han inspirerede mig til at blive den bedste, jeg kunne blive.'

Jack har valgt at følge i sin fars fodspor ind i underholdsholdsindustrien. Men hvor Luke Perry - der især var kendt for rollen som hjerteknuseren Dylan i tv-serien 'Beverly Hills 90210' - valgte skuespillervejen, har Jack valgt en anden vej.

Han har i stedet kastet sig over professionel wrestling, hvor han med sine lange, utæmmede krøller træder ind i ringen under navnet 'Jungle Boy'.

'Jeg har lært så meget fra dig, og mit hjerte knuses, når jeg tænker på alt det, du ikke kommer til at være her for at opleve,' skriver Jack videre i opslaget, som slutter:

'Jeg vil savne dig hver eneste dag, jeg er på denne jord. Jeg vil gøre alt, jeg kan, for at bære din arv videre og gøre dig stolt. Jeg elsker dig, far.'

Luke Perry fik børnene Jack og Sophie sammen med sin ekshustru, Rachel 'Minnie' Sharp, som han blev skilt fra i 2003.

Skuespilleren blev indlagt den 27. februar, efter han var blevet ramt af et alvorligt slagtilfælde i sit hjem i Sherman Oaks, Californien. Han lå indlagt under observation i fem dage, før han døde mandag den 4. marts. Han blev 52 år.

'Han var omgivet af sine børn, Jack og Sophie, sin forlovede, Wendy Madison Bauer, ekskone Minnie Sharp, mor Ann Bennett, stedfar Steve Bennett, bror Tom Perry, søster Amy Coder og andre nære familiemedlemmer og venner,' lød det mandag i en udtalelse fra skuespillerens talsmand.