Katte har ni liv, siger man. Men katten på videoen herover har nu kun otte tilbage, efter at en brandmand har bragt den tilbage til livet igen.

Det lykkedes for medlemmer af det italienske brandvæsen at redde katten, der blev fundet så godt som død efter en brand i en garage.

Brandfolkene måtte bruge en iltmaske specielt designet til brug for kæledyr, og de gav katten hjerte-lunge-redning. Det skriver Sky News.

De blev tilkaldt til en brand i en garage i den norditalienske by Montebello Vicentino nær Verona, og der fandt de katten ligge livløst på gulvet. Den var blevet bevidstløs efter at have inhaleret røgen.

En brandmand var vaks, og han evakuerede straks katten til haven, gav den CPR og opmuntrede den til 'at blive hos dem'.

Det varede ikke længe, før den var genoplivet takket være iltmasken.

Et af kattens ni liv er 'borte', men katten siges at klare sig godt. Den er tilbage i armene på sin meget taknemmelige ejer.