De fleste kan ikke helt forklare, hvorfor man siger, at katte har ni liv, men noget tyder på, at de kan overleve lidt mere end de fleste.

Det er i hvert fald, hvad den sorte kat, der torsdag hoppede ud fra en flere etager høj bygning, har bevist.

Det er brandvæsnet i Chicago i USA, der har delt videoen, som du kan se øverst i artiklen, hvor katten hopper ud fra den brændende bygning.

Da den rammer græsset foran etageejendommen bliver den som en hoppebold smidt lidt op i luften igen, og så går den stille og roligt videre.

Uden skader og i sikkerhed.

Flere skriver til brandvæsnets video på Twitter, at den umuligt kan være ægte, men det er den altså.

Andre påpeger, at det er utroligt, katten landede på græsset. Der er nemlig kun en tynd stribe af det foran bygningen.

Hvor mange liv katten nu har tilbage, det vides af gode grunde ikke, men livet har den endnu.