Nu er Heine klar til at skifte sin Volvo: Koster 1000 kroner at fylde tanken
Høje benzinpriser får nu Heine Sørensen til at kigge på alternativer til den benzinsluger, som koster 1000 kroner at fylde med benzin og 11.000 kr. om året i grønne ejerafgifter.
Onsdag steg benzinprisen ifølge FDM med 20 øre til 17,19 kroner pr. liter.
Det er det højeste niveau siden 2022, hvor prisen toppede på 18,39 kroner pr. liter i juni.
De høje priser har fået Heine Sørensen, der bor i den lille flække Øster Svenstrup mellem Brovst og Ferritslev i Nordjylland, til at kigge efter en afløser for hans Volvo V70 fra 2008.
For hans nuværende bil er en rigtig benzinsluger, der kun kører 9,8 kilometer på literen.
De senere år er det blevet markant dyrere at eje en fossilbil, mens elbiler kun betaler en symbolsk grøn ejerafgift.
Derfor koster Heine Sørensens Volvo 11.000 kroner om året alene i grøn ejerafgift.
»Jeg har været ude at kigge på en Volvo V60 hybrid fra 2021. Den er meget billigere i grønne ejerafgifter. Den koster omkring 900 kroner om året. Så den kunne jeg godt ende med at købe,« siger han.
Det er ikke længe siden, at han sværgede til ren benzin. Men de høje benzinpriser har rykket hans holdning.
»Nu koster det 1000 kroner at fylde bilen op. Det er immervæk mange penge, som jeg godt kunne bruge på andre ting,« siger han.
Prisstigningerne skyldes blandt andet krigen i Iran, som har betydet en delvis lukning af Hormuzstrædet, der er et knudepunkt for transport af olie fra Golf-landene.
Benzinpriserne er lige nu på himmelflugt. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Prisstigningerne har fået danskerne til at knuselske elbilerne.
Ifølge FDM til private var 96 procent af alle solgte nye biler i april måned elbiler. 627.000 elbiler ruller allerede rundt på de danske veje.
Elbilernes andel af den samlede bilbestand er på 21 procent.
Dermed er Danmark sammen med Norge absolut topscorere, når det handler om omstilling af bilparken til eldrevne køretøjer.
Heine Sørensen er dog ikke klar til et gå på fuld el.
Og det er der en forklaring på. Han kører nemlig sydpå om sommeren med en campingvogn.
»Man kommer ikke langt med en elbil, der trækker en campingvogn. Og de elbiler, der kan trække en campingvogn ligger også i den dyre ende,« siger han.
»Derfor lander jeg nok på en hybrid-bil,« siger han.
En hybridbil har både benzinmotor og batteri. Den kan typisk kører ca. 50 kilometer alene på batteri, hvorefter den kan skifte til benzin.
Ifølge forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru er hybridbilen en mellem-teknologi, der er ved at blive udkonkurreret af de rene elbiler.
»Der bliver ikke solgt mange af dem, men inden for enkelte nicher er det stadig relevant. For eksempel biler, der skal trække campingvogne,« siger han.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan en række pensionisterne er kommet i klemme og føler sig stavnsbundne til deres benzinbiler, fordi det ikke giver mening for dem at skifte til en – for dem – dyr elbil. Blandt andet fordi de kører meget få kilometer om året.