Det kan give ømme fødder, hvis man har fået de forkerte sko på på en lang arbejdsdag.

Men det er ikke en ordentlig undskyldning for Norwegian Airs kvindelige ansatte. Hvis de vil gå med flade sko, så skal de fremvise en læge-'erklæring'.

Det skriver den norske avis VG.

Mere specifikt skal de kvindelige ansatte have en sko på med en hæl på mindst to centimeter i en såkaldt '22-page dress code'.

Henvisningen fra lægen skal desuden opdateres hver sjette måned, hvis de skal have en lovlig undskyldning til at have flade sko på på arbejde.

Norwegian Air er Norges største flyselskab, og derfor har den norske avis spurgt flere kilder, hvad de synes om reglerne i det norske flyselskab.

»Det er nærmest komisk, at vi ser de her problemer i 2019,« siger blandt andre Ingrid Hødnebø, leder af Norges Socialistiske Venstrepartis kvindepolitiske udvalg, til den norske avis VG.

Hun sammenligner tilmed det norske flyselskab for at være tabt i et såkaldt Mad Men-univers. En amerikansk tv-serie fra 1950-60'ernes New York.

Avisen har set på et dokument, hvor det fremgår, at kvindelige medarbejdere skal have øjenmakeup, let foundation, en farvet creme eller pudder. Modsat må mænd ikke bruge makeup, medmindre de vil dække bumser eller eventuelle skrammer.

I reglementet står der, at kvinderne godt må bruge flade sko i flykabinen, mens henvisningen fra lægen skal være, når hun går uden for kabinen.

The Independent har spurgt Norwegian Air, hvorfor selskabet har disse regler:

'Ligesom alle globale flyselskaber har Norwegian et omfattende sæt ensartede retningslinjer for at sikre, at vores flyvende besætning repræsenterer vores brand på en smart og konsekvent måde. Retningslinjerne blev udarbejdet med input fra vores pilot- og kabinebesætningskollegaer og har været godt modtaget og delte mange ligheder mellem kønnene, sammen med nogle specifikke krav til mænd og kvinder.'