Lene Bedsvåg undrede sig over, at det begyndte at stikke og klø, da hun prøvede en uldtrøje i en H&M-butik i Oslo.

Da hun tog trøjen af og vendte den på vrangen, fandt hun forklaringen, som mildest talt kom bag på hende.

Det viste sig nemlig, at der sad en masse insekter inde i uldtrøjen.

»De fleste så døde ud, men mindst en bevægede sig. Det var virkelig ækelt, og jeg kan kun være glad for, at jeg ikke fik taget den (trøjen, red.) med hjem,« siger Lene Bedsvåg til Dagbladet.

Den uldtrøje, Lene Bedsvåg prøvede i H&M, var fuld af insekter.
Den uldtrøje, Lene Bedsvåg prøvede i H&M, var fuld af insekter. Foto: Privat
Vis mere

Det fik den 32-årige nordmand til at tage fat i forretningens ekspedienter, men hun var ikke imponeret over deres håndtering af sagen.

Ifølge Lene Bedsvåg begyndte de unge, kvindelige ekspedienter at hyle op, fordi de syntes, uldtrøjen med insekterne var ækel.

Trøjen blev lagt i en lukket pose, men Lene Bedsvåg føler sig ikke sikker på, at de mange andre uldtrøjer af samme type i forretningen blev tjekket efterfølgende.

H&M oplyser, at de er bevidste om sagen, og at insekterne sandsynligvis fandt vej til uldtrøjen under transport.

»Vi er meget kede af den oplevelse, kunden har haft, og beklager dybt. Vi undersøger sagen, da det er helt ude af trit med vores sikkerhedskrav og standarder,« siger Anna Margrét Gunnarsdóttir fra H&M's norske kommunikationsafdeling til Dagbladet.

Hun understreger, at det er meget sjældent, at insekter finder vej til tøj i tøjkædens butikker.

Lene Bedsvåg valgte at tage hjem fra H&M-butikken uden at købe noget.

For lidt over et halvt år siden stoppede H&M - og flere andre internationale tøjkæder - al produktion af tøj, der er lavet af mohair-uld, men af helt andre årsager. Det skete efter, at dyrevelfærdsorganisationen Peta afslørede, hvordan angora-geder bliver mishandlet på det groveste på farme i Sydafrika, når de skal klippes for deres eksklusive mohair-uld.