Advarsel! Videoen herover kan virke stødende.

Flere internationale modekæder tager nu afstand fra at bruge en bestemt type uld, efter en chokerende video med skjulte optagelser har set dagens lys.

Det er dyrevelfærdsorganisationen Peta, der står bag optagelserne, hvor man kan se, hvordan såkaldte angora-geder bliver mishandlet på det groveste på farme i Sydafrika, når de skal klippes for deres eksklusive mohair-uld.

»Gedekid blev efterladt skrigende i smerte og frygt på klippegulvet, alt sammen på grundt af mohair-sweatere og -tørklæder,« fortæller Anne Brainard fra Peta om de opdagelser, organisationen har gjort.

Videoen viser blandt andet, hvordan gederne bliver kastet rundt på hårde betongulve og i nogle tilfælde får skåret halsen over eller bliver decideret halshugget. De geder, der overlever, får ofte blodige sår flere steder på kroppen.

»Vi opfordrer handlende til at undersøge etiketterne på tøj nøje, og lade det ligge på hylden, hvis der står ‘mohair’,« fortstætter hun.

Fire af verdens største tøjkæder - britiske Topshop, amerikanske Gap, spanske Zara og svenske H&M - har nu meldt ud, at man helt vil stoppe produktionen af tøj, der er lavet af mohair-uld.

Ifølge H&M er det svært at finde ud af, om virksomheden får leveret uld fra de pågældende farme:

»Derfor har vi besluttet at forbyde mohair-fibre fra vores sortiment senest i 2020,« siger en talskvinde fra den svenske modegigant til The Independent.

»For os er det allervigtigst, at dyrene bliver behandlet ordentligt, og derfor har vi besluttet permanent at forbyde mohair. Vi har været i tæt dialog med Peta i flere år og er helt enige med dem på dette punkt,« fortsætter hun.

Mere en halvdelen af verdens mohair-uld stammer fra Sydafrika. Petas afsløringer stammer fra undersøgelser, man har lavet af i alt 12 uldfarme i landet i løbet af januar og februar i år.