En 12-årig norsk pige havde lidt for lange fingre, da hun onsdag var med sin mor på indkøbstur i Meny.

I hvert fald besluttede hun sig for at tage en – faktisk flere – smagsprøver i butikkens salatbar.

Smagsprøver, som ifølge lokalmediet MittJessheim endte med at blive markant dyrere, end en salat ville have været.

En af butikkens ansatte tog nemlig den 12-årige pige på fersk gerning.

Det er ganske enkelt dårlig stil.

»Det er ganske enkelt dårlig stil,« siger butikschef i Meny-butikken i Jessheim Storsenter Linda Jansen til lokalmediet og tilføjer:

»Jeg troede først, at vedkommende blandede salat i et bæger, som folk normalt gør, så jeg blev overrasket, da jeg så, hvordan barnet stak gaflen ned i forskellige bokse. Det var aldrig faldet mig ind, at nogen ville gøre det.«

På grund af coronapandemien og risiko for smitte måtte de ansatte i butikken tømme hele den side af salatbaren, som pigen havde forsynet sig fra, og smide salaten direkte i skraldespanden.

Først blev den dog vejet og prissat, hvilket resulterede i, at butikken bad den 12-årige piges mor om at betale 1.500 kroner for madspildet.

En 'bøde', som moren ganske enkelt nægtede at betale, hvilket ledte til, at politiet blev tilkaldt.

Butikschefen siger til TV 2 Norge, at den 12-årige pige ikke blev politianmeldt.