Jens Olesen var egentlig bare på vej ned på legepladsen sammen med sin datter, da de pludselig bemærkede, at skolens regnbueflag lå på jorden ved siden af flagstangen.

Da de kom nærmere, kunne de se, at flaget, der skulle markere Pride-ugen, havde huller efter brændemærker, og at snoren, der skulle holde flaget i flagstangen, også var blevet brændt.

»Det er jo bevidst blevet pillet ned for at ødelægge det,« siger Jens Olesen, der selv har børn på Husum Skole:

»Det er super ærgerligt. Det er rigtig fint, at det flag kommer op i den her uge for at markere Copenhagen Pride, og jeg er jo også selv interesseret i, at mine børn er rummelige og tolerante, så jeg brød mig ikke om at se flaget være ødelagt på den måde.«

Foto: Foto: Jens Olesen
Vis mere

Derfor tog Jens Olesen og hans datter sagen i egen hånd. De pakkede det brændte flag sammen og tog det med hjem.

»Jeg synes ikke, det skulle ligge til yderligere hærværk, og jeg synes ikke, det var noget, skolens andre børn skulle se på,« forklarer han.

Før han samlede flaget op, tog han dog billeder af det, som det lå der på jorden, og lagde dem op i en lokal Facebookgruppe.

TV 2 Lorry har talt med skolelederen på Husum Skole, Annette Samsøe Jensen, og hun er rystet over, at flaget er blevet udsat for hærværk:

Foto: Foto: Jens Olesen
Vis mere

»Det er vores skole, og det hang i flagstangen, da jeg tog hjem fredag eftermiddag. Det er jeg søreme ked af. Jeg er faktisk rystet. Det, jeg er mest chokeret over, er, at nogen kan finde på at gøre den slags,« siger skolelederen.

Annette Samsøe Jensen siger desuden, at hun ikke kan forestille sig, at det er nogle af skolens egne børn, der har udsat flaget for hærværk, men hun vil alligevel kontakte skolens forældre.

Mandag, når skolen åbner efter weekend, vil Jens Olesen aflevere flaget tilbage til skolen.