Han er fem år gammel og vejer 11 kilo. Den lille syriske dreng kaster konstant op, har diarré og er voldsomt underernæret.

Sammen med sin mor og lillesøster bor han i al-Hol-lejren i det nordlige Syrien under kummerlige forhold.

Her mangler de titusindvis af kvinder og børn, som blev hos Islamisk Stat til det sidste, stort set alt.

Moren til den lille dreng er en 29-årige kvinde med norsk statsborgerskab. Hun har været i Syrien siden 2012, hvor hun rejste efter sin mand.

Billedet er hentet i arkivet og viser forholdene i lejren i Al-Hol i foråret 2019. (Arkivfoto) 
Billedet er hentet i arkivet og viser forholdene i lejren i Al-Hol i foråret 2019. (Arkivfoto)  DELIL SOULEIMAN

Selv siger hun, at hun troede, hun skulle mødes med ham i Tyrkiet, men pludselig befandt hun sig i det krigshærgede naboland.

I mellemtiden har hun født to børn og har i årenes løb fulgt Kalifatets blodige fremmarch og fald.

Da kalifatet kollapsede i foråret, blev hun og over 70.000 andre - primært kvinder og børn - evakueret til lejren i den kurdisk-kontrollerede del af det nordlige Syrien.

Den norske kvinde har siden forsøgt at få lov at vende hjem, men den norske stat tøver.

Billedet er hentet i arkivet og viser forholdene i lejren i Al-Hol i foråret 2019. (Arkivfoto) 
Billedet er hentet i arkivet og viser forholdene i lejren i Al-Hol i foråret 2019. (Arkivfoto)  DELIL SOULEIMAN

Regeringen vil godt give den syge søn lov til at rejse, men kvinden vil ikke skilles fra sine børn.

»Hvis min søn ikke får bedre behandling, så frygter jeg, at han bliver så tynd, at han dør. Han fylder fem år i november, og vejer fortsat omkring 11 kilo. Det er ikke normalt for et barn på den alder,« fortæller IS-kvinden til den norske avis VG.

De norske politikere er splittede i spørgsmål om, hvorvidt de skal hente alle de norske syriens-børn hjem.

Et flertal i Stortinget vil hjælpe alle børnene, mens Fremskridtspartiet og Høyre siger nej. Statsminister Erna Solberg vil hente de børn, som er vokset op i terrorstaten IS hjem, men ikke deres mødre.

Billedet er hentet i arkivet og viser forholdene i lejren i Al-Hol i foråret 2019. (Arkivfoto) 
Billedet er hentet i arkivet og viser forholdene i lejren i Al-Hol i foråret 2019. (Arkivfoto)  Ali Hashisho

Moren til den syge fem-årige dreng siger dog til VG, at det er bedst for hendes børn, at de ikke skilles fra hende efter flere år med krig og ekstreme oplevelser.

Det norske udenrigsministerium har givet kvinden flere tilbud om lægebehandling til hendes søn, men hun afslår.

»Jeg fik tilbud om, at han skulle tages ud af lejren for at få taget prøver på et hospital langt væk. Jeg ville ikke have, at han skulle tage derhen alene,« forklarer hun til VG.

Den norske statsminister mener, at flere af de forældre, der forsøger at vende tilbage fra Syrien, tager deres børn som gidsler for at få lov at komme til Norge.

Det afslår kvinden dog.

»Nej, hvorfor skulle jeg sætte min egen søn i fare. Jeg prøver bare at give min søn god lægebehandling. Hvis han må tage afsted uden mig, kan han ikke klare sig, for jeg er den eneste omsorgsperson, han har haft.«

Også i Danmark diskuterer politikerne, om kvinder og børn med dansk statsborgerskab skal hentes hjem fra Syrien.

Ifølge Politiken oplyser Politiets Efterretningstjeneste, at der i øjeblikket opholder sig omkring 40 børn af danske statsborgere i området.