Den ene luftvejsinfektion efter den anden brager derudad med smitte i Danmark, men sådan er det slet ikke mod nord i nabolandet Norge.
»Lige nu er der stor forskel på forekomsten i Danmark og Norge,« lyder det til Dagbladet fra lægen Trine Hessevik Paulsen fra den norske udgave af Statens Serum Institur (SSI), Folkehelseinstituttet.
Hun refererer specifikt til omfanget af mycoplasma-infektioner – også kendt som kold lungebetændelse – der onsdag blevet kategoriseret til at have nået et epidemisk niveau herhjemme af SSI.
»De seneste fem uger er antallet af nye tilfælde steget markant, og vi ser nu væsentligt flere tilfælde end normalt, og at der er udbredt smitte i hele landet,« som seniorforsker Hanne-Dorthe Emborg fra SSI i den forbindelse konstaterede.
I forvejen er der også en kighosteepidemi i Danmark, mens RS-virustilfældene er »markant stigende for tredje uge i træk«.
»Antallet af influenzatilfælde er fortsat stigende,« lød det også i den nyeste opsummering.
I forhold til mycoplasma var der ifølge SSI 541 nye tilfælde i Danmark i uge 47.
I Norge var der 32 positive prøver i seneste opgørelse (for uge 46), og førnævnte Trine Hessevik Paulsen vurderer det til at være et »stabilt« niveau.
Til gengæld er anden nyere bekendtskab mere udbredt i Norge:
»Lige nu er der eksempelvis meget kighoste i Sverige og mycoplasma i Danmark. I Norge har vi for tiden meget covid-19,« siger Espen Rostrup Nakstad fra Helsedirektoratet, Norges udgave af Sundhedsstyrelsen og understreger:
»Antallet af indlæggelser på hospitaler med luftvejsinfektioner ligger på et helt normalt niveau, men der er meget covid-19. Og ingen influenza.«
I Norge var der således 601 indlagte patienter med covid-19 i uge 46.
Herhjemme er tallet langt, langt lavere, selvom »covid-19-tilfælde og hospitalsindlagte med covid-19 er steget yderligere«. Som SSI skriver senest.
Tidligere har man i øvrigt i Norge frygtet, at kighosteepidemien i Danmark skulle nå til landet, men det har altså ikke været tilfældet.

