Norge bekræfter: Rusland er i gang med at udvikle rumvåben


Ifølge den norske efterretningstjeneste, også kaldet E-tjenesten, er den god nok: Rusland er i gang med at udvikle rumbaserede våben.
Det skriver den norske avis VG.
»Rusland har udviklet og testet våben til fysiske angreb på satellitter,« siger leder af E-tjenesten, Nils Andreas Stensønes, i et interview med avisen.
Dog tilføjer han, at det, der er udviklet, ikke er effektivt.
Russiske rumvåben er blevet aktuelt inden for de seneste 24 timer.
Mike Turner – medlem af Repræsentanternes Hus og formand for husets efterretningskomité – udsendte tidligere onsdag en udtalelse, der af flere blev betragtet som både atypisk og lettere kryptisk.
Her blev der advaret om en »alvorlig national sikkerhedstrussel«, skriver Ritzau.
Og advarslen er relateret til Ruslands kapaciteter i rummet og til satellitter, har kilder udtalt.
Det skriver blandt andre The New York Times og ABC News.
Rusland selv afviser dog, at man har våbenkapacitet i rummet. Samtidig beskylder de USA for at sprede rygter.
Ikke desto mindre forlyder det, at USAs allierede i Europa skulle være orienterede om våbnene, skriver Reuters. Hvilket altså ifølge den norske E-tjeneste er korrekt.
Våbnene er dog ikke i kredsløb, og det medfører ikke nogen akut trussel for USA, siger eksperter.
Du kan læse mere om sagen lige her.