To teenagere blev fundet nøgne og underernærede i et hus i den australske by Brisbane, hvor politiet fandt liget af en 49-årig mand. Det oplyser News.com.au.
Politiet rykkede onsdag ved syv-tiden lokal tid ud til et hus på Midson Street i den nordlige ende af byen.
De havde fået et alarmopkald om, at en person var afgået ved døden, og indenfor fandt de liget af den 49-årige.
Mens betjentene befandt sig i den afdødes hjem, hørte de nogle sære lyde komme inde fra et aflåst soveværelse.
På den anden side af døren fandt de to unge mænd på 17 og 19 år.
Teenagerne levede under ringe vilkår. Nøgne og undervægtige og ifølge Nine News havde de også nedsat mental funktionsevne.
De underernærede teenagere blev undersøgt på stedet og transporteret til hospitalet, hvor de nu modtager behandling.
Queensland Police har ikke ønsket at kommentere de nærmere omstændigheder omkring fundet af de to teenagere, men har blot udtalt, at der ikke er noget, som tyder på, at den 49-årige blev udsat for en forbrydelse.