Kidnapning og mishandling. Det er en meget grov forbrydelse, en kendt svensk kunstner skulle have været udsat for.
Alligevel nægter han selv at hjælpe politiet med at opklare sagen.
En mystisk sag optager lige nu de svenske medier, efter at en video af en af landets kendte kunstnere er dukket op på de sociale medier.
Ifølge den svenske avis Expressen, som har set billeder fra videoen, viser den, hvordan den pågældende kunstner blev både kidnappet og mishandlet tilbage i april måned.
Politiet havde allerede dengang kendskab til sagen og efterforskede den, men da videoen dukkede op mandag, undersøgte man, om der var tale om et nyt overfald.
»Jeg har fået informationer om, at det på sociale medier påstås, at der er sket ham noget. Politiet undersøger, om der er grund til at tro, at der er blevet begået en forbrydelse,« siger pressetalsmand hos politiet i Stockholm, Ola Österling til avisen.
Politiet skønner, at videoen er cirka to uger gammel.
De har været i kontakt med kunstnerens forældre, som er rystede over sagen, men som oplyser, at deres søn er i god behold.
Hovedpersonen selv ønsker ikke at tale med politiet.
Ifølge Expressen lagde han dog natten til tirsdag en hilsen til sine fans på nettet, hvor han siger, at han har det godt.
»Jeg har én ting at sige til jer. Alle derude kan blive kidnappet. Alle kan blive slået. Alle kan blive, jeg ved ikke hvad. Men jeg har det godt. Som I ser, så lever jeg,« sagde kunstneren.
Den svenske avis oplyser ikke, hvem den pågældende kunstner er.