For præcis et år siden vågnede den unge pige Jayme Closs op til et mareridt. Hendes forældre blev skudt og dræbt - og hun blev kidnappet og holdt fanget i knap tre måneder af en mand, der 'måtte have hende'.
Nu sætter hun ord på, hvordan hun har det den dag i dag.
Det skriver The Guardian.
Det var 15. oktober sidste år, at den amerikanske pige Jayme Closs på 13 år vågnede op midt om natten til, at hendes hund gøede.
Hun gik ind til sine forældre, James og Denise, i hjemmet i Barron i delstaten Wisconsin og vækkede dem, samtidig med at en bil kørte op ad deres indkørsel.
Hendes far - har hun fortalt politiet - gik derefter hen til fordøren, mens hun sammen med sin mor gemte sig i et badekar.
Kort efter hørte den unge pige et skud blive affyret. Og hun vidste, hendes far var død.
En mand klædt i sort og med en maske for ansigtet brød døren til badeværelset ned, og han satte tape for Jaymes mund, ligesom han bandt tape om hendes hænder og ankler, før han trak hende op af badekaret

Derefter skød han hendes mor.
Han slæbte den unge pige udenfor, kastede hende ind i sin bils bagagerum og kørte væk.
I 88 dage blev hun holdt fanget af den 21-årige Jake Patterson, som har forklaret, at han første gang så Jayme, da hun stod af skolebussen nær sit hjem, og at han med det samme vidste, at 'hun var den pige, han ville tage'.
Nu - et år senere - sætter 14-årige Jayme Closs i en udtalelse ord på, hvordan hun har det:
»Jeg vil gerne sige tak til alle for den venlighed og den bekymring, som folk over hele landet har vist mig,« lyder det ifølge ABC News i udtalelsen, som fortsætter:
»Jeg er meget glad for at være hjemme og for at vende tilbage til de aktiviteter, som jeg holder af. Jeg elsker at hænge ud med alle mine venner, og jeg føler mig stærkere hver dage.«
To gange forinden den dag i oktober sidste år forsøgte Jake Patterson at gennemføre angrebet på familien og bortføre pigen, og to gange endte han med at afbryde det.
Den tredje gang gennemførte han sin plan.
Han holdt Jayme fanget i en afsidesliggende hytte omkring 100 kilometer nord for Barron.
Den unge pige blev tvunget til at gemme sig under hans seng, når Jake Patterson havde besøg af sin familie eller venner, og hun fik at vide, at hun ville blive dræbt, hvis hun bevægede sig.
Nogle gange måtte hun ligge der i timevis.
De gange, Jake Patterson forlod hytten, skulle hun også ligge sig ind under sengen, som han derefter placerede flere tasker og tunge vægte rundt om, så hun ikke kunne slippe ud.
Hun fik at vide, at han ville vide det, hvis hun havde forsøgt at fjerne dem.
På trods af truslen gjorde hun det alligevel 10. januar i år.
Da Jake Patterson forlod hytten den dag, fik hun mast tingene væk fra sengen, og det lykkedes hende at flygte fra hytten.
Under sin flugt kom hun tilfældigvis forbi en kvinde, som luftede sin hund, og hun hjalp Jayme med at ringe til politiet.
I en anden udtalelse, som mandag blev læst højt af familiens advokat, Chris Gramstup, lyder det ifølge The Guardian:
»Hun forsætter med at arbejde meget, meget hårdt på sit følelsesmæssige helbred. Hun bevæger sig modigt fremad og tager sit liv tilbage. Hendes utrolige ånd og styrke forsætter med at inspirere alle omkring hende.«
Da Jake Patterson efterfølgende blev anholdt, indrømmede han med det samme, hvad han havde gjort.
Han afsoner nu en livstidsdom.