Han troede, at han kunne slippe af sted med det, han havde gjort. Og han troede, at hun aldrig ville flygte fra ham.
Det viste sig, at han ikke fik ret i noget af det.
Hundredvis af dokumenter i sagen om amerikanske Jake Patterson, der er dømt for at have kidnappet teenagepigen Jayme Closs og dræbt hendes forældre, blev fredag offentliggjort for første gang. Det skriver nyhedsbureauet AP.
»Jeg ved, at hun var rædselsslagen for mig,« forklarede han til politiet, da han blev anholdt.

Af den grund havde han troet, at 13-årige Jayme Closs aldrig ville forsøge at flygte fra ham.
Men det var netop det, hun endte med at gøre.
Det var 15. oktober sidste år, at den amerikanske pige Jayme Closs vågnede op midt om natten til, at hendes hund gøede.
Hun gik ind til sine forældre, James og Denise, i hjemmet i Barron i delstaten Wisconsin og vækkede dem, samtidig med at en bil kørte op ad deres indkørsel.
Hendes far - har hun fortalt politiet - gik derefter hen til fordøren, mens hun sammen med sin mor gemte sig i et badekar.
Kort efter hørte den unge pige et skud blive affyret. Og hun vidste, hendes far var død.
En mand klædt i sort og med en maske for ansigtet brød døren til badeværelset ned, og han satte tape for Jaymes mund, ligesom han bandt tape om hendes hænder og ankler, før han trak hende op af badekaret
Derefter skød han hendes mor.

Han slæbte den unge pige udenfor, kastede hende ind i sin bils bagagerum og kørte væk.
I 88 dage blev hun holdt fanget af den 22-årige Jake Patterson, som har forklaret, at han første gang så Jayme, da hun stod af skolebussen nær sit hjem, og at han med det samme vidste, at 'hun var den pige, han ville tage'.
Han holdt Jayme fanget i en afsidesliggende hytte omkring 100 kilometer nord for Barron.
Den unge pige blev tvunget til at gemme sig under hans seng, når Jake Patterson havde besøg af sin familie eller venner, og hun fik at vide, at hun ville blive dræbt, hvis hun bevægede sig. Nogle gange måtte hun ligge der i timevis.
Af de offentliggjorte dokumenter i sagen fremgår det, at Jake Patterson troede, at han havde gjort Jayme så bange, at hun ikke turde at gå imod ham. Derfor satte han aldrig ekstra låse på døre eller vinduer i hytten.
»Jeg stolede på hende og på, at hun ikke ville forsøge at slippe ud,« fortalte han til politiet.
Efter de var ankommet til hytten, brændte han hendes tøj og gav hende noget af hans eget til at tage på.
I begyndelsen ville hun ikke spise eller drikke det, han satte frem til hende, men af dokumenterne fremgår det, at hun ifølge Jake Patterson 'hurtigt lærte', at han ville blive vred over det mindste. Derfor opførte hun sig sødt over for ham, så han ikke ville skade hende.
Derudover fremgår det også, at Jake Patterson for det meste agerede impulsivt. Han havde forsøgt at skjule sin identitet, da han brød ind i familiens hjem, men han havde ikke tænkt over, hvad han ville gøre på længere sigt, efter han havde kidnappet Jayme.
»Jeg er virkelig god til ikke at tænke over ting,« forklarede han ifølge AP til politiet.
De gange, Jake Patterson forlod hytten, skulle hun også lægge sig ind under sengen, som han derefter placerede flere tasker og tunge vægte rundt om, så hun ikke kunne slippe ud.
Hun fik at vide, at han ville vide det, hvis hun havde forsøgt at fjerne dem. På trods af truslen gjorde hun det alligevel 10. januar i år.
Under sin flugt kom hun tilfældigvis forbi en kvinde, som luftede sin hund, og hun hjalp Jayme med at ringe til politiet.
Da Jake Patterson efterfølgende blev anholdt, indrømmede han med det samme, hvad han havde gjort.
Da han blev dømt, læste Jayme Closs' advokat en udtalelse fra pigen op i retten:
»Han troede, han kunne eje mig, men han tog fejl. Jeg var klogere. Jeg var modig, og det var han ikke. Han troede, han kunne få mig til at lide ham, men han tog fejl,« lød det.
Jake Patterson afsoner nu en livstidsdom.