Den franske sundhedsminister tager stærkt afstand fra de mærkelige henvendelser.

»Det er tarveligt, det er farligt, det er uansvarligt, og det virker ikke,« siger Olivier Véran.

Han reagerer tirsdag til BFMTV efter at flere franske bloggere, youtubere og influencere i løbet af de seneste dage er blevet kontaktet af et mystisk pr-bureau, der har tilbudt en klækkelig betaling for en tilsyneladende enkel opgave:

De er blevet bedt om at miskreditere coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech.

Det har de dog ikke gjort.

I stedet har flere brugt deres offentlige stemme til at fortælle om tilbuddet.

Som videnskabs-youtuberen Leo Grasset beskriver det på Twitter:

»Det er mærkeligt. Jeg har modtaget et forslag til et samarbejde, der går ud på at underminere Pfizervaccinen i en video. Kolossalt budget og en klient, der vil være anonym. Og jeg skal udelade, at det drejer sig om et betalt samarbejde,« lyder det fra franskmanden, der har 1,2 millioner følgere på sin YouTube-kanal 'DirtyBiologi'. Se eksempler fra henvendelsen herunder:

Også komikeren Sami Ouladitto er blevet kontaktet med et lignende forslag.

Det samme er den anonyme profil 'Et Ca Se Dit Medecin' (Og de kalder sig selv læger'), der har titusindvis af følgere: »Jeg modtog netop en anmodning om et betalt partnerskab på 2.000 euro pr. historie for at miskreditere Pfizer/BioNTech-vaccinen. Hvis du ser lignende opslag fra influencere, så pas på.«

Ifølge flere franske medier har alle modtaget den mærkelige henvendelse fra pr-bureauet Fazze, der hævder at have kontor i London.

Og der skulle i alle tilfælde være sat de samme 'krav' til opgaven om eksempelvis at give udtryk for, at dødeligheden med Pfizervaccinen er tre gange højere end AstraZeneca, hvilket bliver fortiet af almindelige medier, og at det skal fremstå som et oprigtigt og velmenende input fra den pågældende blogger, influencer eller youtuber.

Utroligt. Adressen på det London-agentur, der kontaktede mig er falsk. De har aldrig haft lokaler dér.

Problemet er bare, at Fazze tilsyneladende ikke eksisterer.

Eksempelvis skriver Le Monde, at selskabet aldrig har været registreret i Storbritannien – og mediet kalder de digitale spor 'spinkle'. Eksempelvis er hjemmesiden blevet slettet 25. maj, mens en af selskabets e-mailadresser ser ud til at være tilknyttet det russiske sociale medie Vkontakte.

Også andre spor peger mod Rusland. Det påpeger youtuberen Leo Grasset, der har udført sin egen research:

»Utroligt. Adressen på det London-agentur, der kontaktede mig er falsk. De har aldrig haft lokaler dér,« skriver han på Twitter:

27. december sidste år begyndte vaccinationsprogrammet i Frankrig. Indtil videre er mere end 23 millioner vaccineret i landet.
27. december sidste år begyndte vaccinationsprogrammet i Frankrig. Indtil videre er mere end 23 millioner vaccineret i landet. BERTRAND GUAY

»Alle medarbejdere har underlige LinkedIn-profiler, som desuden har været væk siden i morges. Alle har tidligere arbejdet i Rusland.«

Indtil videre er der dog ikke fundet en afklaring af, hvem der i virkeligheden står bag henvendelserne.

Som den franske sundhedsminister, Olivier Véran, siger: »Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Jeg ved ikke, om det kommer fra Frankrig eller udlandet. Men jeg tror ikke, at noget forsøg på at få franskmænd til at droppe vacciner vil virke,« siger han.

I alt 23.352.873 franskmænd har indtil videre fået første stik med en coronavaccine. 10.656.778 er færdigvaccineret.