TikTok-stjernen Gabriel Salazar er død i en bilulykke i den amerikanske by San Antonio.

Eller er han?

Der er i hvert fald opstået en vis mystik og usikkerhed omkring, hvad der egentlig er sket. Det skriver New York Post.

Her er 26. september en nøgledato, i søndags.

For ifølge venner og familie var det her, at Gabriel Salazar – der på TikTok går under brugernavnet '@gabenotbabe' – omkom i den tragiske ulykke.

Og kondolencerne er allerede begyndt at vælte ind på sociale medier.

Også på GoFundMe, hvor der er oprettet en indsamling til at dække omkostninger i forbindelse med TikTok-stjernens begravelse. Her er der indtil videre samlet lige knap 30.000 dollar ind, cirka 190.000 kroner. Et pænt stykke over det opsatte mål på 25.000 dollar.

Her skriver manden bag indsamlingen, Chris Vazquez:

'Jeg ved ikke længere, hvad der er virkeligt og ikke-virkeligt, men uheldigvis gik Gabe bort i en bilulykke 26. september. Vi kunne ikke tro det, da vi fandt ud af det,' lyder det:

'Jeg vil ikke rigtigt gå i detaljer med, hvad der skete, for det er hårdt for os overhovedet at tale om den smerte, han gik igennem.'

Så hvad der egentlig er sket med den den 19-årige Gabriel Salazar er altså ikke kommet frem.

I den forbindelse lægger det kun yderligere lag til mystikken, at følgende melding er kommet fra San Antonio Police Department til New York Post:

»Vi har ikke fundet nogen med dette navn, der har været involveret i uheld i løbet af denne weekend,« som det lyder fra Jennifer Suacedo Rodriguez fra kommunikationsafdelingen.

Ifølge flere medier har Gabriel Salazars søster, Danna Salazar, dog også bekræftet dødsfaldet i en såkaldt story på Instagram:

»Jeg elsker dig så meget, Gabe. Uanset hvor meget vi skændtes og sloges, så vidste du, at jeg elskede dig af hele mit hjerte,« skulle hun have skrevet:

»Og jeg vil sige til dig, at jeg vil have dig i hjertet altid. Det her er ikke et farvel, men et på gensyn.«

1,5 millioner følger '@gabenotbabe' på TikTok, hvor han er kendt for at mime til forskellige sange. Her er den seneste videoe lagt op for fire dage siden.