Lige meget hvad politiet stillede op, var han konstant et skridt foran.

Han blev en gåde. Et fantom. En skrækindjagende myte. De kaldte ham ‘Golden State Killer’.

I mere end 10 år spredte han skræk og rædsel over store dele af den amerikanske vestkyst.

Han myrdede, voldtog og torturerede sine ofre, men blev på trods af adskillige vidneudsagn, deres detaljerede fantomtegninger og intense efterforskninger aldrig fanget.

FBI's eftersøgningsplakat med forskellige fantomtegninger af "Golden State Killer".
FBI's eftersøgningsplakat med forskellige fantomtegninger af "Golden State Killer". Foto: Handout
Vis mere

Ikke før i 2018, hvor de amerikanske myndigheder ud af det blå anholdte og sigtede den i dag 74-årige Joseph James DeAngelo Jr.

En tidligere politibetjent med bopæl i netop the Golden State, Californien.

Snyder døden med aftale

I dag - mere end 45 år efter den første forbrydelse i 1974 - sidder Joseph James DeAngelo Jr. på anklagebænken. Tiltalt for 13 mord og 13 kidnapnings-relaterede forbrydelser.

Det forventes, at 74-årige DeAngelo i løbet af mandagen amerikansk tid erklærer sig skyldig i anklagerne mod en garanti om, at han ikke bliver dømt til døden.

Joseph James DeAngelo Jr. har siddet i fængsel, siden han blev anholdt i 2018. Her afgiver han forklaring i retten under corona-perioden.
Joseph James DeAngelo Jr. har siddet i fængsel, siden han blev anholdt i 2018. Her afgiver han forklaring i retten under corona-perioden. Foto: FRED GREAVES
Vis mere

Californien er en af de i alt 25 amerikanske stater, der stadig har dødsstraf som strengeste straf, og selvom straffen ikke er blevet udført siden 2006, har det flere gange været til debat om, hvorvidt den skulle tages i brug, hvis Joseph James DeAngelo Jr. blev dømt for de mange uhyrligheder, han er anklaget for.

Men med en aftale - indgået med staten - undgår den aldrende DeAngelo en dødelig indsprøjtning. I stedet kan han formentlig se frem til at tilbringe resten af sit liv bag tremmer.

Listen over forbrydelser, som man mener DeAngelo - eller Golden State Killer - står bag, er langt længere end de 13 mord og 13 kidnapninger, som anklagemyndigheden har med i deres anklageskrift mod den tidligere politimand.

Grundet en juridisk tidsfrist er en lang række voldtægter, der fandt sted i 1970’erne, forældet, og de indgår altså ikke som en del af de samlede anklager mod ham.

Flere amerikanske medier skriver, at DeAngelo kan stå bag helt op til 65 uopklarede voldtægter.

‘Fældet’ af familien

I fire årtier havde Golden State Killer givet FBI alvorlige hovedbrud. I årevis havde seriemorderen konstant været et skridt foran og formået at holde sig under politiets radar. Hvordan det kunne lade sig gøre, kunne ingen forstå?

Men ved hjælp af en ny genteknologi, kom myndighederne pludselig på sporet af Joseph James DeAngelo Jr.

Måden, det var sket på, var ved at sammenligne indsamlet dna fra gerningsstederne med dna-profiler fra forskellige personer fundet på netsider, der beskæftiger sig med slægtsforskning.

Joseph James DeAngelo Jr. var 72, da han blev anholdt.
Joseph James DeAngelo Jr. var 72, da han blev anholdt. Foto: Fred Greaves
Vis mere

Flere af DeAngelos slægtninge rundt omkring i USA havde helt tilfældigt afgivet deres dna, og på den måde fandt politiet frem til den dengang 72-årige ekspolitimand.

Inden politiet anholdte ham, havde de igennem en længere periode overvåget ham og indsamlet diverse ting fra hans skraldespand.

Fra de ting kunne de matche hans dna med den dna, de havde fra flere af gerningsstederne.

Tirsdag den 15. april 2018 lå svaret klar. I hvert fald var det her, at det lokale politi slog til mod Joseph James DeAngelo Jr.'s adresse.

Joseph James DeAngelo Jr.'s hjem i Citrus Heights i Californien kort efter, at politiet anholdte ham.
Joseph James DeAngelo Jr.'s hjem i Citrus Heights i Californien kort efter, at politiet anholdte ham. Foto: JUSTIN SULLIVAN
Vis mere

»Han blev meget overrasket,« lød det efterfølgende fra sheriffen i Sacramento, hvor DeAngelo boede med sin datter og barnebarn.

»Jeg har været ved at gå ud af mit gode skind, fordi jeg ikke kan lide, at vores liv er forbundet med ham,« har Jennifer Carole ifølge ABC News sagt op til retssagen.

Jennifer Caroles forældre, Lyman og Charlene Smith, blev begge dræbt af the Golden State Killer i 1980.