En indisk seriemorder ved navn Devender Sharma, som har været involveret i mere end 50 mord i hjemlandet, er nu blevet anholdt.

De mange drab er alle begået mod taxa-chauffører.

Det skriver CNN.

Ifølge mediet blev Devender Sharma anholdt i storbyen New Delhi, mens han forsøgte at flygte fra myndighederne under en prøveløsladelse.

Mellem 2002 og 2004 blev den nu 62-årige mand dømt for at have begået syv af de mere end 50 drab, hvorefter han blev idømt livstid i fængslet.

Efter at have siddet bag tremmer i mere end 16 år blev han i januar prøveløsladt i 20 dage.

Men i løbet af de 20 dage flygtede Devender Sharma fra myndighederne, inden han skulle tilbage i fængsel.

Onsdag blev han så anholdt efter at have været på flugt i mere end et halvt år.

Ved onsdagens afhøring indrømmede han at have udnyttet prøveløsladelsen til at flygte fra myndighederne, da han ikke havde nogle planer om at returnere til fængslet.

Devender Sharma erkendte ligeledes at have været involveret i de mere end 50 drab sammen med en række andre medskyldige.

Her skulle de have smidt de mange lig i flere af storbyens kanaler.