Amy Clarke er forfærdet over, hvad der er sket med hendes 11-årige søn.

»Det er som at være i et mareridt,« lyder det fra hende.

I et opslag på Facebook fortæller den engelske kvinde om den livstruende situation, som drengen Ellis er endt i på grund af en farlig leg med nogle små runde, farvestrålende magneter – de er også populære blandt børn i Danmark.

Det menes, at den 11-årige dreng havde forsøgt sig med en såkaldt TikTok-challenge, hvor man skal sætte en lille magnet på begge sider af sin tunge og derved lade som om, at man er blevet piercet i tungen.

I stedet har Ellis angiveligt slugt magneterne.

Efter at have klaget over mavepine i en uges tid blev han fredag indlagt på Birmingham Children's hospital. Her troede lægerne indledningsvist, at der var tale om en blindtarmsbetændelse, men virkeligheden viste sig altså at være en anden.

I første omgang blev der fjernet tre af de små farvestrålende magnetiske kugler fra Ellis' mave – siden fulgte så endnu en seks timer lang operation for at få fat i de sidste to. I anden omgang fik den engelske dreng også fjernet lige over 10 centimeter af sin tarm.

»Han har det meget, meget dårligt. To store operationer på kun et par dage er ikke godt for nogen, slet ikke et barn. Jeg er helt knust,« siger bedstemoren Sue Davies til Daily Mail.

Moren Amy Clarke advarer nu mod de små farvestrålende magneter.

»Den her TikTok-galskab ville have slået ham ihjel, hvis magneterne ikke var blevet fjernet fra maven. Tal med jeres børn om, hvor farlige de er,« skriver Ellis' mor på Facebook:

»Man kan dø af at sluge magneterne. Og de bruger dem endda som legetøj i pasningstilbud. Ødelæg dem.«