Ifølge det franske nyhedsbureau AFP har myndighederne mistet kontakten med et fly i det østlige Rusland nær Kamtjatka ud til Beringstrædet.
Der skulle eftersigende være 28 personer ombord.
Seneste melding er, at det tyder på, at flyet er styrtet i havet. Det oplyser det russiske nyhedsbureau Tass ifølge Ritzau på baggrund af unavngivne kilder. Dette er ikke bekræftet.
Ifølge det statsejede, russiske medie Sputnik News fordeler de 28 personer sig som seks besætningsmedlemmer og 22 passagerer, herunder et barn.

En russisk helikopter og redningstropper skulle netop nu være i gang med at gøre klar til en eftersøgnings- og redningsoperation, oplyser det russiske beredskab ifølge Sputnik News.
»Et An-26-fly var i færd med en passagerflyvning mellem Petropavlovsk-Kamtjatskij og Palana, da det ikke besvarede kommunikationen på det aftalte tidspunkt,« oplyser russiske myndigheder.
Ifølge flere russiske medier var lederen af den mindre by Palana, Olga Makhireva, en af passagererne på flyet.
Kamtjatka er en stor, russisk halvø i den nordøstlige del af Sibirien. Halvøen er omgivet af Det Okhotske Hav mod vest og Beringstrædet og Stillehavet mod øst.
Opdateres...