Der blev natten til tirsdag affyret skud i Ladegårdsparken i Holbæk.
Det fortæller Charlotte Tornquist, der er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet fik klokken 00.11 flere anmeldelser fra vidner, der hørte skud i området omkring Ladegårdsparken Øst. Det fik politiet til at dukke talstærkt op. Men da politiet ankom, var der stille i området.
- Vi undersøger området derude. Vi træffer ingen personer derude, eller nogen der er meldt til skade derude, siger Charlotte Tornquist.
I et grønt område op mod Claus Norbysvej i Ladegårdsparken fandt politiet afskudte patronhylstre.
- Men vi har ikke fundet nogen bygninger, genstande eller personer, som er blevet ramt, siger hun.
Politiet ved derfor ikke, om der er blevet skudt mod nogen personer.
- Vi har i hvert fald ikke kunnet få bekræftet, at der er nogen, der føler, at det har været rettet mod dem, siger kommunikationsmedarbejderen.
Et vidne har set en person løbe fra området umiddelbart efter, at skuddene kunne høres. Personen er set løbe ad en cykelsti fra Barsebæk mod Peder Billesvej.
Personen beskrives som cirka 180 centimeter høj, slank af bygning, iført en mørk hættetrøje og lange bukser.
Har man informationer til politiet om sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.
/ritzau/


