Norsk politi har indledt en efterforskning, efter en kvinde fredag aften blev fundet død for enden af en trappe på et hotel.
Det skriver norske Dagbladet, der har været i kontakt med operationsleder ved Møre og Romsdal politidistrikt Tor André Gram Franck.
Den 60-årige kvinde blev fundet død af ansatte på Thon-hotellet i centrum af Ålesund omkring klokken 22.30 fredag.
Politiet udtalte umiddelbart efter, at man efterforskede dødsfaldet som mistænkeligt.
Det vil sige, at dødsårsagen ikke er åbenlys, og findestedet vil derfor blive behandlet som et gerningssted, så man ikke risikerer, at vigtige spor går tabt, hvis der skulle ligge en kriminel handling bag.
»Vi har flere spørgsmål end svar. Derfor har vi iværksat en teknisk og en taktisk efterforskning på stedet,« lyder det fra Tor André Gram Franck.
Ifølge Dagbladet står det for nuværende ikke klart, hvor længe kvinden lå ved trappen, før nogen fandt hende.
Det er desuden uvist, hvorfor hun befandt sig i Ålesund.
»Hun var gæst på hotellet og kommer fra et andet sted vestpå. Vi arbejder på at finde ud af, hvorfor hun var i byen,« fortæller operationslederen.
Kvindens pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet, som, politiet ikke vil udelukke, kan skyldes et uheld.
Ingen er anholdt i sagen, og politiet efterlyser vidner til hændelsen.