Dødstallet stiger til 41 omkomne, siger efterforskere til nyhedsbureauet Interfax.

Det sker efter et russisk fly gik i brand i luften over den russiske hovedstad Moskva.

37 af de 78 mennesker om bord overlevede, oplyser den myndighed, der undersøger ulykken. Det skriver Reuters.

Passagerer i panik blev efter en nødlanding evakueret fra det brændende Aeroflot fly på Moskva-Sjeremetevo Internationale Lufthavn. Flyet nødlandede efter 27 minutter i luften, og voldsomme billeder viser store flammer og masser af røg, der stiger op fra flyet.

Det er tilsyneladende flyets hale, der er gået i brand.

Nyhedsbureauet Interfax skriver, at redningsholdet har ledt efter overlevende i flyvraget, ligesom videoer fra stedet viser passagerer, der glider ned af oppustelige baner ved flyets nødudgange.

Det vides endnu ikke, hvordan branden er opstået, mens Tass citerer fra en kilde, at branden skyldes et lynnedslag.

I nedenstående video fra Twitter har en bruger fra lufthavnen fanget det dramatiske øjeblik, hvor russiske piloter forsøger at nødlande flyet med brand i halen.

Der er tale om et passagerfly af typen Sukhoj Superjet-100 fly fra selskabet Aeroflot, som havde kurs mod Murmansk. Den russiske premiereminister Dmitry Medvedev og transportminister Evgeny Dietrich har igangsat en kommission til at undersøge uheldet.

Ifølge Russia Today er flyet relativt nyt, enten fabrikeret i 2017 eller 2018. Ombord på flyet var 73 passagerer og seks besætningsmedlemmer.

Klokken 18.40 lokal tid er det russiske brandvæsen i gang med at slukke branden i flyet. Kort efter klokken 18 dansk tid lød meldingen så, at branden er slukket.

Opdateres...