Billederne af passagerer, der flygter fra et brændende fly i Moskva er gået verden rundt.

Nu er samtalerne mellem piloten og kontroltårnet lækket, og de giver et helt nyt indblik i flykatastrofen i søndags, som kostede 41 menneskeliv.

Piloten på Aeroflot-passagerflyet SU 1492, Denis Yevdokimov, meddelte, at han måtte foretage en nødlanding i Sjeremetjevo-lufthavnen efter blot få minutter i luften.

Men han kom også med en anden melding, som er højst opsigtsvækkende.

Foto: HANDOUT
Vis mere

Udskriften af pilotens samtale med kontroltårnet viser, at Denis Yevdokimov ikke fandt situationen så kritisk, at der var behov for hjælp i forbindelse med nødlandingen.

Optagelserne har ifølge russiske medier givet efterforskerne en klar idé om, hvem der var skyld i den frygtelige ulykke, hvor 41 af de 78 om bord omkom i det flammehav, der opstop efter nødlandingen.

Nemlig piloten Denis Yevdokimov.

'Lige nu er alt okay'

Det skriver ABC News på baggrund af de lækkede samtaler mellem piloten og kontroltårnet, som det russiske medie Ren-TV bragte. Den russiske luftfartsmyndighed har bekræftet transkriptionens ægthed.

»Pan pan, pan pan, pan pan. Forlanger at vende om. 1492 mistede radiokontakt, og flyet brænder i lyn,« fortalte piloten til kontroltårnet via en nødkanal, idet den normale kommunikationslinje var nede – angiveligt på grund af lynnedslag.

'Pan pan' er et udtryk, piloter bruger, når der er tale om en nødsituation, som dog ikke er livstruende.

Det kan umiddelbart virke besynderligt, når piloten samtidig nævner, at flyet 'brænder'. I timerne efter ulykken blev netop lynnedslag da også nævnt som årsagen til, at flyet brød i brand.

Men overvågningsbilleder fra Sjeremetevo-lufthavnen i Moskva viser, at branden først brød ud efter landingen, og Denis Yevdokimovs efterfølgende besked til kontroltårnet synes da også at bekræfte, at flyet ikke havde lidt alvorlig skade i uvejret.

Sådan så flyet ud efter at branden var slukket.
Sådan så flyet ud efter at branden var slukket. Foto: HANDOUT
Vis mere

Kontroltårn: »Er nogen form for hjælp nødvendig?«

Pilot: »Nej, lige nu er alt okay. Aeroflot 1492.«

Kontroltårn: »Kun problemer med (radio)kommunikationen, er det rigtigt forstået?«

Pilot: »Kommunikation og tab af flyets automatiske kontroller.«

Kontroltårn: »Forstået.«

Flere fejl

Efterfølgende meddelte Denis Yevdokimov, at han ville lande flyet med det instrumentale landingssystem (ILS), som typisk bruges, når piloten har svært ved at se landingsbanen, eksempelvis på grund af dårligt vejr.

Men landingen gik frygtelig galt.

Flyet ramte landingsbanen hårdt og brød i brand efter et par hop. Da det endelig standsede, var mindst halvdelen af flyet omspændt af flammer, som man blandt andet kan se i en skræmmende video, en passager på flyet optog under nødlandingen.

Kilder tæt på efterforskerne af ulykken fortæller til den russiske avis Kommersant, at Denis Yevdokimov ifølge efterforskerne begik flere fejl.

Først da han overhovedet valgte at lette i uvejret.

Og dernæst da han besluttede at nødlande med en næsten fuld brændstoftank i stedet for at brænde en del af brændstoffet af ved at cirkulere omkring lufthavnen.

Eksperter har da også påpeget, at netop flyets vægt og fyldte brændstoftanke kan have været årsagen til ulykken.

Foto: STRINGER
Vis mere

Andre eksperter mener ikke, at den voldsomme landing i sig selv burde kunne få flyet til at bryde i brand.

Efterforskningen af ulykken er stadig i gang.

Officielt er der endnu ikke meldt noget ud om, hvem eller hvad der var skyld i ulykken.