Den britiske millionær blev fundet liggende død ved siden af chokoladebarer, doughnuts og en pose fra McDonald's.

Alligevel vejede den 182 centimeter høje mand mindre end 57 kilo. I begyndelsen blev det ikke mistænkt, at der lå en forbrydelse bag – men det ændrede sig kort tid efter.

Det skriver Sky News og The Sun.

Det var i marts 2014, at man fandt James Sootheran ligge død i sit soveværelse i hjemmet i South Newington, Oxfordshire, hvor hans gård rådede over 24 hektar land.

Han blev 59 år.

James Sootheran, der havde arbejdet i et auktionshus og til daglig blev kaldt Anthony, havde på tidspunktet for sin død en formue på omkring 30 millioner kroner.

En del af de penge havde han i årene op til brugt til at betale for, at hans mor, Mary Sootheran, kunne få den nødvendige hjælp.

For 400.000 kroner om året hyrede han plejeren Lynda Rickard, der passede på Mary, indtil hun døde i 2012 i en alder af 92 år.

62-årige Lynda Rickard.
62-årige Lynda Rickard. Foto: Thames Valley Police
Vis mere

Da James Sootheran to år senere blev fundet ligge afmagret og død i sit soveværelse, blev det i begyndelsen ikke efterforsket som værende mistænkeligt.

Men det blev ændret, da man fandt ud af, at Lynda Rickard havde brugt hans bankkonto, efter han var gået bort.

Nu er hun blevet dømt skyldig i at have sultet sin tidligere arbejdsgiver i et forsøg på at få en del af hans arv.

I løbet af retssagen har den i dag 62-årige Lynda Rickard indrømmet, at hun 'hjalp sig selv' til titusindvis af pund, der tilhørte Sootheran-familien, både før og efter deres død for at kunne finansiere sin families livsstil, som blandt andet inkluderede betaling af deres tre børns privatskole.

Hun erkendte også, at hun havde forfalsket både James Sootherans og hans mors testamenter, hvilket blandt andet ville have givet hende ret en tredjedel af sønnens formue på 3,5 millioner pund.

Dog hævdede hun, at hun ikke var skyldig i James Sootherans død, men hun påstod i stedet – uden at fremlægge beviser for det – at han levede som en 'eneboer, der var tilbøjelig til stor selvforsømmelse', ligesom hun påstod, at han havde 'komplekse mentale udfordringer'. Derfor skyldtes hans død ifølge hende den måde, han levede sit liv på.

Fredag blev hun dog fundet skyldig i drab ved at have sultet ham og for at have begået omfattende svindel.

»Din grådighed var så stor, at du troede, at Anthony Sootheran ville agere på en måde, der ville fjerne dig fra pengene, så du dræbte ham,« lød det fredag ifølge Sky News fra dommeren i sagen:

66-årige Wayne Rickard.
66-årige Wayne Rickard. Foto: Thames Valley Police
Vis mere

»Så du dræbte Anthony på den mest grusomme og koldhjertede måde. Du sultede ham og efterlod ham til at dø på en madras på gulvet i hans værelse.«

Hendes mand, 66-årige Wayne Rickard, blev frifundet for drab, men han blev fundet skyldig i at have forårsaget eller tilladt en sårbar voksens død.

»Jeg har været politibetjent i næsten 22 år, og dette er de mest grusomme og onde omstændigheder, jeg har håndteret i forbindelse med drabet på et menneske. Jeg har svært ved at forstå, hvordan et menneske kan sulte et andet menneske til døde, mens man lever under samme tag nogle få meter væk,« fortæller kriminalinspektør Andy Howars fra Thames Valley Police i en pressemeddelelse.

Lynda Rickard blev tirsdag idømt fængsel på livstid, hvor minimum 28 år skal afsones bag tremmer.