To militære luftbaser i Myanmar er torsdag ramt af raketangreb, oplyser militæret, der tog magten ved et kup for tre måneder siden.
De to baser, der ligger i byerne Magway og Meiktila i det centrale Myanmar, blev angrebet tidligt torsdag morgen. Men der skete ingen skade ved angrebet, siger en talsmand for militæret.
Det er ikke umiddelbart klart, hvem der står bag angrebet. Men militæret har i de seneste uger rettet luftangreb mod Karen National Union (KNU), der er en af Myanmars største oprørsgrupper.
Gruppen angreb tidligere på ugen en militær kontrolpost.
Det sydøstasiatiske land har været præget af demonstrationer og vold, siden militæret afsatte Aung San Suu Kyi og hendes demokratisk valgte regering 1. februar.
Militæret og politiet har slået hårdt ned på protesterne. Mindst 750 civile er blevet dræbt, mens over 4500 mennesker er anholdt - blandt dem flere medlemmer af regeringspartiet Den Nationale Liga for Demokrati (NLD).
Torsdag blev en demonstrant dømt til døden ved en militærdomstol. Ifølge statslige medier faldt dommen i en sag om røveri mod en officer og drab på en civil. I forvejen er 19 andre dømt til døden i sagen.
Kampe mellem militæret og etniske oprørsgrupper er også blusset op. Nogle af oprørsgrupperne har meldt ud, at de er på demonstranternes side, og at de skjuler aktivister, der er på flugt fra militæret.
De stadig hyppigere sammenstød mellem militæret og oprørsgrupper har fået nogle iagttagere - herunder FN's særlige udsending til Myanmar - til at advare om risiko for, at krisen kan udvikle sig til en større konflikt.
/ritzau/AFP
