Antallet af dræbte i Mexico er steget markant i de første tre måneder af 2019 sammenlignet med året før.

I den stadigt eskalerende krig mellem Mexicos regering og narkokarteller har titusinder mistet livet.

Og ifølge nye opgørelser fra de mexicanske myndigheder satte landet i årets første kvartal en ny voldsrekord.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Således har hele 8493 mennesker mistet livet i Mexico fra nytårsdag og tre måneder frem. Det er en stigning på næsten ti procent fra samme periode sidste år.

2018 blev betragtet som det mest voldelige år i Mexicos historie med mere end 33.500 drab. Det er det højeste antal dræbte i landet, siden man begyndte at lave ekstensive nationale opgørelser i 1997.

Den nye rekord kommer på bagkanten af udtalelser fra Mexicos nyvalgte præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, der har påstået, at antallet af drab ikke er steget, siden han blev indsat i december.

Lopez Obrador vandt præsidentvalget i juli på løfter om at genstarte Mexicos økonomi og bekæmpe korruption. Men han lovede også, at der én gang for alle skulle sættes en stopper for narkokartellers hærgen.

Hans forslag har været at oprette en ny nationalgarde, der skal overtage ansvaret for at bekæmpe narkokartellerne fra militæret.

- Det, der ligger os mest på sinde, er at garantere borgernes sikkerhed. Derfor var det nødvendigt med reformer, lød det fra præsidenten i en tale søndag, hvor han forsvarede sin regerings indsats.

Mexico har været præget af vold, siden regeringen i 2006 erklærede krig mod narkokartellerne og satte militæret ind mod dem.

Næsten 250.000 mexicanere har siden da mistet livet.

Den seneste stigning i antallet af dræbte kommer, efter et større opbrud blandt kartellerne, der nu også bekæmper hinanden i stadigt højere grad.

Det har ført til, at mange civile er blevet fanget i voldsomme skudvekslinger. Både kartellerne imellem og med militæret.

Lopez Obrador var fra starten kritisk over for militærets rolle i kampen mod kartellerne, da det hurtigt førte til mange civile tab.

Siden sin indsættelse har han dog fastholdt politikken.

/ritzau/