En dreng hyldes for at redde sine søskende, efter at have været vidne til en brutal massakre på sin familie.

En mexicansk-amerikansk familie blev brutalt skuddræbt af et narkokartel i det nordlige Mexico, hvor tre mødre med adskillige børn blev beskudt, da de kørte på en afsides bjergvej i det nordlige Mexico.

Det skriver news.com.

De tre mødre og mindst seks børn omkom som følge af de mange skud, der gennemhullede de tre biler, familiemedlemmerne kørte i.

Pårørende til den mexicansk-amerikanske familie, som blev slagtet i det nordlige Mexico. Tre kvinder og seks børn blev brutalt skudt ned.
Pårørende til den mexicansk-amerikanske familie, som blev slagtet i det nordlige Mexico. Tre kvinder og seks børn blev brutalt skudt ned. Foto: JOSE LUIS GONZALEZ
Vis mere

I en af de gennemhullede SUV’er sad en 13-årig dreng, der nu hyldes for sin ageren efterfølgende. For selvom han lige havde været vidne til nedslagtningen af sin mor og søskende, formåede han at redde flere af sine søskende, som han bad gemme sig i nogle buske, mens han selv gik 22 kilometer tilbage til den nærmeste by, La Mora, for at tilkalde hjælp.

Det fortæller et familiemedlem ifølge mediet:

»Efter han havde set sin mor og sine brødre blive skuddræbt, gemte han sine seks søskende i buskene og dækkede dem til med kviste for at holde dem i sikkerhed, mens han selv gik efter hjælp.«

Den 13-årige dreng måtte gå turen alene, da hans søster på 14 år var skudt i foden, ligesom flere af de andre børn var såret.

Foto: STR
Vis mere

Da den 13-årige ikke var vendt tilbage, tog hans 9-årige søster turen ud for at finde hjælp. Hun blev senere fundet, efter hun var faret vild.

I alt overlevede otte børn - heriblandt en syv måneder gammel baby, der på mirakuløs vis blev fundet uskadt i en af de gennemhullede biler.

Mexicos sikkerhedsminister, Alfonso Durazo, har udtalt, at drabet på familien muligvis skyldes, at gerningsmændene har antaget, at ofrene var tilknyttet et rivaliserende narkokartel.

De mange dræbte familiemedlemmer var imidlertid tilknyttet et mormonsk samfund og var en del af den såkaldte LeBarón-familie.

Efterfølgende har den amerikanske præsident Donald Trump benyttet Twitter til at meddele, at USA er klar til at slå sig sammen med Mexico for at føre krig mod narkokartellerne.

Den nye præsident i Mexico, Andres Manuel Lopez Obrador, har dog afvist dette. I modsætning til sin forgænger, der benyttede mexicansk militær i kampen mod narkokartellerne, går han ind for en mere fredelig løsning på problemet.

»Det værste du kan gøre, er at føre krig. Det er ikke en mulighed,« har Lopez Obrador sagt.

Op mod 5.000 personer er fundet i over 3.000 umærkede grave i Mexico siden 2006, hvor hæren blev sat ind i kampen mod landets narkotikakarteller, viste en nylig rapport om narkotikakrigens ofre.