Siden det voldsomme jordskælv har ramt Tyrkiet og Syrien kæmper tusindvis for at finde deres elskede i murbrokkerne.

Med tårerne trillende ned af kinderne og med bare hænder flytter tyrkerne sten for sten i håbet om at finde overlevende.

Det er det syn, der møder B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, da han besøger byen Osmaniye i Tyrkiet.

»Det er ufattelige tragedier, der udspiller sig i byen. Men selvom der er en kæmpe sorg, oplever jeg også en enorm vrede omkring redningsarbejdet,« fortæller han over en telefonforbindelse.

Støvet rejser sig, mens redningsarbejdet er i fuld gang. Både lokale og hjælpeorganisationer leder efter overlevende i murbrokkerne. Foto: Jakob Illeborg.
Støvet rejser sig, mens redningsarbejdet er i fuld gang. Både lokale og hjælpeorganisationer leder efter overlevende i murbrokkerne. Foto: Jakob Illeborg.
Vis mere

Torsdag er dødstallet steget til over 19.700. På trods af frostgrader i området, sover mange på gaden og i deres biler.

For i kølvandet på jordskælvets mange ødelæggelser har mange tyrkere været frustreret over, at det har taget alt for længe for redningsmandskabet at nå frem.

»I takt med at dødstallene stiger, stiger også følelsen af afmagt. En følelse, der i sidste ende kommer til udtryk som vrede over for regeringens håndtering,« siger Jakob Illeborg.

Han fortsætter: »Osmaniye ligger i en jordskælvszone, og det har mange længe vidst. Derfor kan folk ikke forstå, hvorfor Tyrkiets nødberedskab ikke var bedre forberedt. De er overladt til sig selv.«

Lejlighedskomplekser er fuldstændig kollapset og mange står uden hjem. Foto: Jakob Illeborg.
Lejlighedskomplekser er fuldstændig kollapset og mange står uden hjem. Foto: Jakob Illeborg.
Vis mere

På sit besøg i de hårdest ramte områder i det sydlige Tyrkiet har den tyrkiske præsident Erdogan også indrømmet, at langt fra alt er gået som det skulle i den massive redningsaktion.

»På den første dag oplevede vi visse problemer, men så på andendagen og i dag er situationen under kontrol,« siger Erdogan ifølge Reuters.

Flere eksperter mener, at Erdogans håndtering af krisen efter jordskælvet kan få stor betydning for det kommende præsidentvalg i maj.

En betragtning, som også Jakob Illeborg er enig i.

»Det vil uundgåeligt få betydning, fordi nogle tyrkere vil forbinde nogle af tabene med regeringens håndtering,« siger han.

Erdogan har lovet indbyggerne, at der indenfor et år vil blive bygget boliger til dem, der ikke længere har noget hjem.