Hun bliver allerede af flere betragtet som landets de facto 'second in command'.
Nu bliver den indflydelsesrige Kim Yo-jong, der er søster til den nordkoreanske leder Kim Jong-un, forfremmet.
Det skriver CNN, efter nyheden blev meddelt i det nordkoreanske statsmedie KCNA.
Statsoverhovedets lillesøster, der også sidste år fik tilføjet mere magt og flere beføjelser, bliver nu medlem af landets øverste regeringsorgan.

I spidsen af regeringsorganet, State Affairs Commission (SAC), står Kim Jong-un selv.
I forvejen bliver Kim Yo-jong, der er født i 1988 og er yngste datter af landets afdøde leder Kim Jong-il, anset som en af Nordkoreas vigtigste politiske figurer, ligesom hun er en af broderens vigtigste rådgivere.
Medlemspladsen i regeringsorganet menes dog ifølge CNN at være den højeste officielle post, hun har besiddet.
Sammen med Kim Yo-jong blev syv andre også forfremmet til at være medlem af SAC, men lederens lillesøster er det eneste kvindelige medlem.
Ni medlemmer af regeringsorganet røg i forbindelse med rokaden ud. Enten fordi de gik på pension eller blev degraderet.
En af dem, der blev degraderet, er Ri Pyong-chol, der har stået bag landets våbenprogram og har været en ledende militærkommandør under Kim Jong-un. Hans plads bliver overtaget af Pak Jong-chon, der har ledet landets udvikling af nye våben.
Tidligere på ugen stod han blandt andet bag en test af det, som Nordkorea hævder er et hypersonisk missil. Hvis det passer, kan våbnet ifølge CNN potentielt blive et af verdens hurtigste og mest præcise våben, ligesom det vil kunne udstyres med et atomvåben.
Forfremmelsen af søsteren Kim Yo-jong virker ifølge det amerikanske medie til at slå hendes rolle i det nordkoreanske lederskab fast.
Sidste år anslog Sydkoreas sikkerhedstjeneste National Intelligence Service, at hun er landets 'de facto second in command' – omend hendes officielle titel er uklar.
Hun tilskrives at have stået bag en stor del af det arbejde, der førte til det første stormøde mellem storebroderen og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, hvor hun også selv sad med ved bordet.
Hun var også ved sin brors side, da Kim Jong-un mødtes med den nu forhenværende amerikanske præsident Donald Trump i 2018.
Ifølge et sydkoreansk spionnetværk står Kim Yo-jong i spidsen for arbejdet med forholdet til Sydkorea og USA.



