I fem år har Stephanie Grisham arbejdet for Trump-familien. Først som medhjælper under Donald Trumps præsidentkampagne, siden som præsidentens pressesekretær og nu som førstedamen, Melania Trumps, stabschef og talskvinde.

Men nu har hun brat sagt op – med øjeblikkelig virkning.

Det skriver Politico.

Onsdag aften udsendte hun en udtalelse, hvor hun bekræftede det.

Stephanie Grisham.
Stephanie Grisham. Carlos Barria

»Det har været en ære at tjene landet i Det Hvide Hus,« skriver Stephanie Grisham og fortsætter:

»Jeg er meget stolt af at have været en del af fru Trumps mission om at hjælpe børn alle steder, og jeg er stolt af de mange bedrifter, som denne administration står bag.«

Årsagen til den pludselige opsigelse kendes på nuværende tidspunkt ikke.

Opsigelsen kom nogle timer efter, at optøjerne ved Capitol Hill, hvor Kongresbygningen ligger, begyndte.

Onsdag eftermiddag lokal tid trængte Trump-tilhængere ind i Kongresbygningen, mens politikerne var i gang med formelt at godkende demokraten Joe Bidens sejr ved præsidentvalget.

Kort inden klokken 18 lokal tid, hvor et udgangsforbud trådte i kraft, meldte politiet, at Kongresbygningen var blevet sikret.

En kvindelig tilhænger af den siddende præsident, Donald Trump, blev skudt, da hun sammen med andre demonstranter trængte ind i Kongresbygningen. Hun afgik senere ved døden.

Desuden har yderligere tre personer mistet livet under protesterne som følge af 'medicinske komplikationer', oplyser politichefen i den amerikanske hovedstad.