Richard Barnett satte sig i kontorstolen. Og så gjorde han det.
»Jeg skrev en grim besked til hende og smed fødderne op på skrivebordet,« siger han.
New York Times har talt med den mand, der optræder centralt på et af de mere opsigtsvækkende billeder fra onsdagens voldsomme optøjer fra USA's Kongresbygning.
Scenen er det kontor, der egentlig tilhører formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi. Hun er ikke selv til stede. I stedet sidder Richard Barnett og gestikulerer, mens han altså har placeret sine store støvler på hjørnet af det glatpolerede skrivebord. Oven på nogle mapper med papirer. Se bare her – og se flere billeder af ødelæggelserne på Nancy Pelosis kontor nederst i artiklen:

Richard Barnett er egentlig fra den lille by Gravette i staten Arkansas, og han var onsdag taget til Washington for at deltage i den pro-Trump-demonstration, der udviklede sig til et decideret angreb på Kongresbygningen.
Her tiltvang hundredvis af demonstranter sig adgang, mens fire blev dræbt og mere end 50 anholdt undervejs. Læs B.T.s liveblog fra de dramatiske begivenheder i Washington her.
Ifølge New York Times var især Nancy Pelosis kontor et yndet mål for de mange Trump-tilhængere. Også for 60-årige Richard Barnett, der påstår, at han egentlig slet ikke ville gå derind.
Han fortæller, at han 'kun bankede på døren, men blev skubbet indenfor af mængden':


»Jeg vil sandsynligvis fortælle, at det var det, der skete, hele vejen til fængslet,« som Richard Barnett udtrykker det.
Det fremgår af andre billeder fra Nancy Pelosis kontor, at beskeden, som han efterlod på hendes skrivebord, var: 'Vi stopper ikke'. Han tog – som mange andre – også en souvenir med fra hendes kontor. Et brev med hendes navn på forsiden, men han insisterer over for New York Times på, at han ikke har stjålet det.
»Jeg smed en quarter på skrivebordet,« som han siger:
»Da politiet kom ind med peberspray, sagde jeg: 'Jeg har betalt for det, det er mit', og så gik jeg.«
Ifølge det amerikanske medie havde han på det tidspunkt røde øjne som bevis på at have været udsat for politiets peberspray, men det afholdt ham ikke fra 'grinende at underholde de andre demonstranter med sin historie'.
Her kan du se flere billeder fra Nancy Pelosis kontor:



