Melania Trump har mandag aften dansk tid holdt sin afskedstale som amerikansk førstedame.

Efter urolighederne i Kongressen gentager hun, at vold 'aldrig er svaret', men hun opfordrer amerikanerne til at være passionerede.

Hun siger også, at hun og præsident Donald Trump 'for altid står i gæld til befolkningen'.

»Det har været den største ære i mit liv at tjene som førstedame for USA,« siger hun i den syv minutter lang tale på sin Twitter-profil.

Hun fortalte både om, hvordan unge soldater ofrer sig, og hvor mange der har kæmpet hårdt gennem coronapandemien.

»Vi sørger over dem, der har mistet nogen, de elsker på grund af pandemien. Hvert eneste liv er værdifuldt. Jeg beder jer om at være forsigtige og fornuftige for at beskytte de sårbare,« siger Melania Trump.

Hun fordømte også den vold, der tidligere på måneden foregik, da Kongressen blev belejret, og hun slutter af med en opfordring til amerikanerne.

»Vælg altid fred frem for vold, kærlighed fremfor had og sæt andre før dig selv. Som en stor familie kan vi være et glimt af håb for fremtidige generationer og løfte os selv til nye højder,« udtaler hun og fortsætter.

»Vi skal lytte til hinanden, fokusere på, hvad der forener os og hæve os over det, der adskiller os. Det er inspirerende at se, at så mange har fundet en lidenskab og entusiasme i at deltage i et valg, men vi må ikke lade denne lidenskab blive til vold. Vores vej fremover er at mødes, finde fællestræk og være venlige samt stærke mennesker, som jeg ved, vi er.«

Dette er anden gang på en uge, at Melania Trump offentliggør en udtalelse på sociale medier. Sidste mandag gik hun ud og fordømte den vold, der brød ud i Kongressen den 6. januar.