»Bitter og kold.« »Skuffet.« »Glødende vrede.«

Det var blot nogle af de ord, som anonyme kilder i sidste uge brugte over for CNN til at beskrive, hvordan den tidligere førstedame Melania Trump efter sigende for tiden skulle have det med sin mand og med sin efterfølger. Nu langer hun ud efter artiklen.

I artiklen, der blev bragt fredag, forlød det fra flere anonyme kilder – der angiveligt skulle have indsigt i, hvad Melania Trump laver nu, hvor hun ikke længere bor i Det Hvide Hus, men er flyttet med sin mand, tidligere præsident Donald Trump, til hans luksusresort i Florida, Mar-a-Lago – at hun skulle være 'skuffet' over den måde, hun forlod Washington på.

Ifølge kilderne skulle hun være skuffet og vred over, at hendes image led last som følge af, at hendes ægtemand nægtede at anerkende valgresultatet, der i november førte til, at Donald Trump måtte se sig slået af demokraten Joe Biden.

Donald Trump og Melania Trump.
Donald Trump og Melania Trump. Foto: BRENDAN SMIALOWSKI
Vis mere

Det skulle angiveligt samtidig have gjort, at hun er »bitter og kold« over for sin mand.

Men det stopper ifølge kilderne ikke der. Til CNN fortalte de anonyme personer, at den tidligere førstedames mest »glødende vrede« er rettet mod den nuværende førstedame, Jill Biden, der allerede anses som værende populær og har medvirket i mange tv-interview, i flere magasiner og er blevet portrætteret på flere magasinforsider.

I artiklen oplyser CNN, at man har forsøgt at få en kommentar fra Melania Trump, men at man ikke har hørt noget.

På Twitter tager hun dog nu afstand fra artiklen.

Via profilen 'Office of Melania Trump', som er blevet oprettet, efter hun flyttede ud af Det Hvide Hus i slutningen af januar, har en talsperson udsendt følgende udtalelse om sagen:

»Fru Trump er ikke længere førstedamen. Hun er en privat borger, mor og hustru. Kilderne i denne artikel er ikke tilknyttet hende eller har indsigt i hendes tanker eller daglige liv,« lyder det.

»At CNNs førstedame-korrespondent vælger at bringe falsk sladder, illustrerer mediets usunde besættelse,« tilføjes der.

Hvor hendes mand ofte har kritiseret mediernes historier om ham, har det hørt til sjældenhederne, at Melania Trump har gjort det samme.

Ifølge Dagbladet har CNN endnu ikke selv kommenteret sagen.