Pernille Harder er verdens bedste fodboldspiller.

Og uden for banen viser hun i den grad også vejen.

Et opslag af Harder og den svenske fodboldspiller Magdalena Eriksson på det sociale medie Twitter på valentinsdag søndag har rørt mange mennesker.

Harder, der danner par med netop Eriksson, sendte en opfordring til alle, der kæmper med at springe ud over for familien.

Pernille Harder og Magdalena Eriksson gik i 2019 verden rundt, da deres kys blev fanget på kamera. Og det åbnede Harders øjne for hendes platform. »Det fik mig til at indse, at jeg havde en platform – at vi havde en platform. Folk lytter til mig og følger med i, hvad der sker på min platform,« sagde Pernille Harder til Goal i efteråret.
Pernille Harder og Magdalena Eriksson gik i 2019 verden rundt, da deres kys blev fanget på kamera. Og det åbnede Harders øjne for hendes platform. »Det fik mig til at indse, at jeg havde en platform – at vi havde en platform. Folk lytter til mig og følger med i, hvad der sker på min platform,« sagde Pernille Harder til Goal i efteråret. Foto: Valery HACHE
Vis mere

'Jeg er heldig, at jeg har en familie, der ikke var andet end lykkelige, da jeg sprang ud for syv år siden. Jeg kender mange mennesker, der kæmper med at fortælle det til venner og familie, at de er homoseksuelle, hvilket må være den værste følelse, jeg kan forestille mig,' skriver hun og fortsætter:

'At springe ud burde være det mest naturlige for alle og burde også blive accepteret af alle. I de næste timer vil Magdalena Eriksson og jeg åbne vores indbakke for alle, der kæmper med at springe ud, vil vide mere om vores oplevelser eller bare leder efter godt råd på valentinsdag,' lyder det.

Og noget lader til, at opfordringen blev taget af mange mennesker, for senere opdaterede Harder, at hun var blæst tilbage af de mange beskeder – og hun ville prøve at nå at vende tilbage til alle mandag.

Initiativet får da også stor ros på de sociale medier.

  • 'Det her er så sødt og generøst'
  • 'Sådan bruger man sin platform til noget godt. Hånden i vejret, hvis du ville ønske, du havde rollemodeller som dem, da du var i skabet'
  • 'Fantastisk, hvad I gør for folk, der har brug for det'
  • 'Wow, klasse! I stedet for at tænke på dig selv tænker du på andre. Sådan spreder man kærlighed'
  • 'De vinder 5-0 på udebane i øsende regnvejr, og i de sidste timer af valentinsdag hjælper de så mennesker. Elsker at se det'

Harder var desuden hurtig til at lukke dem ned, som ikke havde noget brugbart at sige.

'Sikke noget skrald. Jeg er ude, du har lige mistet en fan,' skrev en bruger som svar på opslaget. Og så kom svaret fra Harder:

'Ses. Jeg gider ikke have fans som dig alligevel.'

Ud over at være et par spiller Harder og Eriksson sammen i den engelske storklub Chelsea.